nene og græd. Han søgte at trøste hende og sagde at man enten skulde forfølge Sagen til lovlig Dom, eller bilægge den ved sømmeligt Forlig. Men hun vilde ikke høre om andet end Hevn. Taus gik hun hen til Kisten, hvor Høskulds blodige Kappe laa forvaret, tog den frem og kastede den over Flose saa at det stivnede Blod knagede om ham, med de Ord: „denne Kappe gav du engang Høskuld; nu vil jeg give dig den tilbage; i den blev han dræbt, og nu tager jeg Gud og alle gode Mænd til Vidne paa, at jeg besværger dig, saa sandt du tror paa Christi Styrke og selv vil gjelde for en Mand, at hevne alle de Saar, der fandtes paa hans Lig, i modsat Fald skal du hede hver Mands Niding“. Flose kastede Kappen tilbage til hende; „du er“, sagde han, „en forfærdelig Kvinde, som vil opegge os til hvad der er værst for os alle: Kvinderaad ere stedse farlige“. Hendes Ord havde angrebet ham saa at han snart var rød som Blod, snart dødbleg i sit Ansigt. Han ilede derfra, for at oppebie Sigfussønnerne og andre af sine Venner. Ketil Sigfussøn talte endnu om Forlig, men andre vilde intet høre, uden Fredløshed og Drab. Flose ytrede Betænkeligheder, men heldede dog nu umiskjendelig meest til deres Side. Nu sluttede ogsaa Mord sig til Flokken, og Flose søgte strax at sikre sig hans Troskab ved at foreslaa et Giftermaal mellem hans Datter og en af sine Brodersønner. Dette optog Mørd vel, og fra dette Øjeblik maa man formode, at Floses Beslutning var tagen. Flose og han rede sammen til Things, og havde hver Dag hemmelige Overlægninger med hinanden[1].
Njaal drog ogsaa til Things med sine Sønner og flere paalidelige Frænder, der havde sluttet sig til deres Flok. Paa Vejen traf de Hjalte Skeggessøn, der ligeledes lovede dem Bistand, og fulgte dem til Aasgrim Ellidagrimssøn, som allerede havde givet dem sit Tilsagn. Aasgrim og hans Søn Thorhall fulgte dem heel mandsterke paa Thinget, hvor de fleste Høvdinger nu vare ankomne, blandt dem Floses Venner Runolf Gode og Sidu-Hall, den sidste med et stort Følge, men forresten med den Hensigt at bringe Fred og Forlig tilveje. Aasgrim Ellidagrimssøn tilbød sig en Dag at gaa om med Njaals Sønner til Høvdingerne paa Thinget, for at bede dem om Bistand. De fulgte ham, først til hans Morbroder Gissur hvite, som strax gav dem det meest uforbeholdne Tilsagn om Hjelp. Ikke saa godt gik det hos den forsigtige Lovsigemand Skafte, der gjorde Vanskeligheder, og derhos kom til at fornærme Skarphedin, der gjengjeldte ham det i rigeligt Maal. Snorre Gode lovede just ej at staa dem bi, men gav dog den bestemte Forsikring at han heller ikke skulde tage sig af deres Fiender. Hos de øvrige Høvdinger, til hvilke de henvendte sig, blandt dem ogsaa Gudmund den mægtige, strandede Forsøget, som hos Skafte, paa Skarphed-
- ↑ Njaals Saga Cap. 113, 116–118.
