Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/459

433

Island. Branden paa Bergthorshval.

ler ikke at bevæge til at forlade dem. „Du har lovet mig, Bedstemoder“, sagde han, „at vi aldrig skulde skilles ad saa længe jeg vilde være hos dig“. Njaal gik nu til Sængs med Bergthora og Drengen, lod sin Brytje (fornemste Træl) brede en raa Oxehud over dem, og bad ham siden huske paa, hvor deres Been vare at søge: de signede sig og Drengen, befalede sig Gud i Vold, og talte intet Ord mere. Brytjen gik ud og fortalte alt sammen til Ketil Sigfussøn, som hørte det med den inderligste Sorg. Da Skarphedin saa sin Fader lægge sig, sagde han: „man kan merke at vor Fader er gammel, han gaar tidlig til Sængs“. Skarphedin, Kaare og Grim kastede de brændende Træstykker ud paa Fienderne, eftersom de faldt ned; disse kastede igjen Spyd ind efter dem, men de grebe Spydene i Luften og kastede dem atter ud, saa at Flose tilsidst forbød sine Mænd at angribe dem med Vaaben, da Ilden nok vilde gjøre det af med dem. Imidlertid begyndte Tagbjelkerne at falde, og en Tverbjelke blev liggende saaledes i den ene Ende af Skaalen, at der var nogen Mulighed for at løbe op ad den og hoppe ud. Kaare vilde at Skarphedin skulde forsøge sin Lykke, og tilbød at hjelpe ham, men Skarphedin var ej at formaa dertil; han paastod at Kaare skulde løbe først, derpaa vilde han selv følge efter. Kaare maatte føje ham, slængte en Brand mod dem, som stode udenfor paa dette Sted, saa at de vege tilside, og kom derpaa selv heldigt op paa Væggen og ned paa Marken, men med Haar og Klæder i lys Lue. Dette var dog hans Lykke, thi i Røgen og Forvirringen troede de Andre at det kun var en Brand, som Skarphedin havde kastet ud. Kaare ilede til en Bæk, hvori han styrtede sig og slukkede Ilden, og løb siden, skjult af Røgen, længer bort, indtil han kom i Sikkerhed. Skarphedin forsøgte ogsaa at løbe opad Tverbjelken, men den var allerede saa forbrændt paa Midten, at den brast under ham. Et andet Forsøg gik ikke bedre. En af Angriberne, Thraains Brodersøn, løb udenfra op paa Væggen og spurgte om han græd. „Nej vist ikke“, svarede han, „men Røgen svier i mine Øjne“. Den anden lo, for første Gang, som han sagde, siden Skarphedin dræbte Thraain. „Der har du en Mindegave derom“, sagde Skarphedin, tog en af Thraains Jexler, som han lige siden hiin Gang havde gjemt, op af Lommen, og kastede den Paa ham, saa den rammede hans Øje og slog det ud. Kort efter faldt Grim død ned, kvalt af Røgen, og hele Taget styrtede ned med et stort Brag over Skarphedin, saa at han ej kunde røre sig. Det varede dog længe førend han døde, og endnu hen paa Morgenen skal man have hørt ham kvæde en Vise. Imidlertid kom en Mand ridende forbi, som naturligviis gav sig i Tale med dem om det forefaldne og spurgte, hvor mange der her vare omkomne. Flose nævnte de fornemste, blandt dem ogsaa Kaare. „Da kan jeg fortælle eder,“ sagde den anden, „at jeg denne Morgen har talt med Kaare; hans Haar og Klæder vare for-