Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/460

Denne siden er korrekturlest
434
Erik Jarl.

brændte, og Eggen paa hans Sverd var blaanet, men han sagde at han skulde hærde det i Sigfussønnernes og de øvrige Mordbrænderes Blod; han fik en Hest laant af min Nabo“. „Denne Efterretning“, sagde Flose, „bebuder os stor Fare, thi nu lever en Hevner, der ikke giver Gunnar paa Lidarende synderligt efter i Dygtighed“. Han gav øjeblikkelig Befaling til Opbrud, førend Kaare, der vistnok allerede samlede Folk over hele Heredet, kunde komme til og angribe dem. Det skede, de ilede til sine Heste og skyndte sig bort fra Brandstedet. Sigfussønnerne fulgte efter hans Indbydelse med ham øster til Svinafell, da der ingen Fred længer var at vente for dem hjemme.

Kaare havde imidlertid, som Flose gjettede, været meget virksom for at samle Venner og Frænder, og sætte efter Mordbrænderne. Hans første Besøg var hos Mørd, der nu viste sig lige saa ivrig for at hevne de dræbte, som tidligere for at fremskynde deres Død; siden ilede han til Hjalte Skeggessøn, der ligeledes strax satte sig i Bevægelse og samlede Folk. Men de kom for silde. Flose og de øvrige Mordbrændere undkom heldigt til Svinafell, og den eneste Hjelp, Hjalte nu kunde yde Kaare, var at følge ham til Brandstedet og søge efter de Indebrændtes Been. Efter at have bortskaffet en heel Deel Aske fandt de Njaals, Bergthoras og Drengen Thord Kaaressøns Lig ubrændte under Huden. Ligeledes fandt man Skarphedins Lig, hvor Taget var styrtet ind over ham; Fødderne vare brændte af til Knæerne, men det øvrige ubrændt; sin ypperlige Øxe[1] havde han hugget dybt ned i en Bjelke, saa at den ej havde lidt noget ved Branden. Kaare skjenkede denne til hans Frænde, den sterke og brave Thorgeir. Ligeledes fandt man Grims og 8 andre Mænds Been. Ligene bragtes til Kirke og begroves. Kaare saa vel som alle de overlevende Huusfolk fra Bergthorshval fandt indtil videre en gjestfri Modtagelse hos Aasgrim Ellidagrimssøn, der dessoruden lovede ham al den Hjelp, han formaaede at give, for at faa den uhørte Voldsdaad hevnet. Aasgrims Søn, Thorhall, blev saa angreben ved at erfare sin ædle Fosterfaders og Lærers Død, at han fik en Blodstyrtning, som kun med Møje standsedes. Kaare tænkte nu ikke paa andet end Hevn. Han kunde ikke sove om Nætterne, og talte næsten ikke om andre end sine Svigerforældre og Svogere. Dog, tillægges der, ytrede han heller ikke noget fiendtligt Ord eller nogen Trusel mod sine Fiender. Dertil var hans Beslutning for dyb og inderlig[2].

Efter Juul (1012) begyndte Flose og hans Venner allerede at drage om i Østfjerdingens Hereder for at sikre sig Høvdingernes Hjelp til fore-

  1. Denne Øxe, kaldet Rimmugýgr eller Stridens Gygr (Jøtunkvinde) forevistes endnu i forrige Aarh. paa Skaalholt (se Olafsens og Povelsens Rejse i Island S. 1034); skjønt det rigtignok er meget uvist, hvor vidt det virkelig er den rette.
  2. Njaals Saga, Cap. 123.