Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/461

Denne siden er korrekturlest
435
Island. Søgsmaal og Kamp paa Althinget.

staaende Althing, hvor de vidste at Mordbrandsagen vilde komme fore. Nogle lovede ham sin Bistand paa Grund af Frændskab eller Venskab, som Sidu-Hall, Bjarne Broddhelgessøn og Thorkell Geitessøn; andre lode sig ikke overtale, førend han havde tilbudt dem Penge; hos Sørle, Bjarnes Broder, fik de Afslag, fordi han var gift med en Datter af Gudmund den mægtige, og ej turde bestemme sig, førend han saa hvad Parti Svigerfaderen tog; Flose forlod ham ærgerlig med de Ord: „jeg ser du har Kvinderegimente“. Paa sin Side henvendte Kaare og Thorhall sig til den mægtige Gissur hvite om Raad og Bistand. Gissur anbefalede dem at faa de Dræbtes nærmeste Frænder, den for omtalte Thorgeir og hans Brødre, til snarest muligt at optræde som Eftermaalsmænd, men at overlade det egentlige Søgsmaal til Mord, der som Gissurs Svigersøn ej turde undslaa sig for at paatage sig det. Saaledes skede det. Sagen tilstevnedes paa behørig Maade, og fra alle Kanter red man saa mandsterke til Things, at dette Thing omtales som et af de talrigste, der nogensinde holdtes paa Island[1]. De rede fuldt bevæbnede ind paa Thingvolden, ligesom ved Thinget for 12 Aar tilbage, og det var nær allerede strax kommet til Kamp mellem begge Partier. Ligesom hiin Gang var Gissur hvite en af Formændene for sit Parti, men Familietvist havde nu deelt Partierne forskjelligt. Sidu-Hall og hans Venner, der paa hiint Thing gjorde fælles Sag med Gissur for Christendommens Skyld, stode nu fiendtligt over for ham. Flose, der i sit Parti ej havde nogen paalidelig Lovkyndig til at fore Sagen, henvendte sig i den Anledning efter Bjarne Broddhelgessøns Raad til Eyjulf Bølverkssøn, en Sønnesøn af den velbekjendte Høvding Eyjulf den graa fra Breidafjorden, for hvis Efterstræbelser i sin Tid Gisle Surssøn var falden. Eyjulf ansaaes for den tredie i Rangen blandt alle Lovkyndige paa Island siden Njaals Død. Eyjulf vilde i Førstningen ikke befatte sig med Sagen, men da Flose bød ham en stor Guld-Armring, lod han sig overtale, skjønt Loven bestemte Straf for den, der paatog lig et ham uvedkommende Søgsmaal for Penge. Imidlertid søgte begge Partier at skaffe sig nye Tilhængere paa selve Thinget. Efter mange Overtalelser og Tilbud om Gaver lykkedes det Flose at faa Tilsagn om Ljosvetningernes Hjelp. Gissur hvite henvendte sig til Skafte Lovsigemand, men denne var fremdeles ubevægelig; han sagde at Skarphedins Ukvemsord mod ham vare altfor nærgaaende til at man kunde vente at han skulde ville hevne ham; han tilføjede endog Bebrejdelser, saa at de skiltes ad i Vrede. Snorre Gode, der allerede havde viist sin Hengivenhed for Sagsøgerne ved at underrette Gissur om at Eyjulf havde modtaget Bestikkelse for at føre Sagen, vilde vel ej indlade sig paa at følge med til Dommerne, men lovede, at hvis det kom til Strid, skulde han med sine

  1. Gunnlaug og Rafns Saga, Cap. 11. Jvf. Njaals Saga, Cap. 138, Slutn.