at faa Kampen standset[1]. Paa begge Sider begav man sig til sine Boder og forbandt sine Saar. En saadan Strid, som denne, paa selve Thinget, havde man hverken forhen seet, eller saa man i de følgende Tider.
Dagen efter gik Hall til Lagberget og foreslog et almindeligt Forlig. Han tilbød endog at lade sin Søn Ljot ligge ubødt, naar kun Fred og Enighed kunde komme istand. Hans ædle Tænkemaade vandt almindeligt Bifald, og Snorre Gode understøttede Forslaget saa ivrigt, at alle Vedkommende erklærede sig villige til at antage det, undtagen Kaare og Thorgeir, der sagde at de aldrig vilde indgaa noget Forlig. Det henstilledes nu til Flose, om han vilde slutte et Forlig, hvori to saa betydende og i Sagen indviklede Mænd, som Kaare og Thorgeir, ikke deeltoge. Han var dog villig dertil, for, som han sagde, at have saa faa gode Mænd mod sig som muligt. Saaledes blev det da overladt til Snorre Gode selv tolfte at afgjøre Sagen ved Voldgift. De bestemte trende Mandsgjeld for Njaal, to for Bergthora, ligesaa for Grim og for Helge; Skarphedins og Høskulds Drab skulde gaa op mod hinanden; Flose og alle Mordbrænderne skulde senest den følgende Sommer forlade Landet, og være fredløse Skogmænd, hvis de ej vare borte efter tre Vintres Forløb; Flose skulde dog kun være landsforviist paa tre Aar, men fire andre for stedse. Forliget bekræftedes ved Haandslag, og derpaa skiltes man ad. De forbundne Høvdinger gave hinanden gode Gaver ved Afskeden, og fornemmelig hed det at Snorre Gode og Gudmund den mægtige havde indlagt sig Ære ved denne Sag. Det var et hæderligt Tegn paa den Agtelse, Sidu-Hall nød over det hele Land, og uagtet han selv havde erklæret, at han ingen Bod vilde fordre for sin Søns Drab, enedes dog hele Thingforsamlingen om at skyde sammen dertil: det blev 8 Hundreder, eller fire Mandsgjeld, og sandsynligviis anvendtes nu hertil de Penge, Gissur og Hjalte havde i Forvaring fra foregaaende Thing.
Hevnforpligtelsen hvilede nu alene paa Kaare og Thorgeir, og endnu inden Aarets Udgang lykkedes det dem at fælde flere af deres Fiender. Da begav Sidu-Hall sig til Thorgeir, og bød ham Forlig paany. Kaare, der opholdt sig hos Thorgeir, viste Hall den største Venlighed, og bad selv Thorgeir om at indgaa Forlig, thi nu, sagde han, maatte Branden ansees for hevnet; for sin egen Part kunde han ej tænke paa Forlig, da hans Søn endnu var uhevnet. Thorgeir lod sig overtale, og Forliget kom istand. Kaare stod altsaa nu ganske alene. Det viser noksom, hvor hellig den Pligt
- ↑ Da Snorre gav Gissur og hans Venner det ovennævnte Tilsagn om at hindre deres Fiender fra at komme ind i Almanna-Gjaa, sagde han allerede, at han, naar han syntes at de havde dræbt saa mange Fiender, som var tilstrækkeligt for deres Æres Skyld, men ej flere end at de kunde bestride Bøderne for deres Drab, skulde komme og gjøre Ende paa Kampen; Gissur takkede ham, og lovede ogsaa strax at høre op, naar han kom.
