at hevne sine Frænder, ansaaes, og hvor lidet endnu Christendommen havde formaaet at rense Begreberne herom, at Flose selv, ved at erfare Kaares sidste Svar, udbrød: „i Sandhed, kun faa Mænd ligne Kaare, og som han er, ønskede jeg helst at være“[1].
Med utrættelig Iver og Udholdenhed forfulgte nu Kaare Mordbrænderne i al den Tid, de endnu havde tilbage at opholde sig paa Island; fældte og saarede flere, og indlagde sig derved overordentlig Hæder[2]. Om Høsten 1013 forlode de Landet, og lede efter en lang og haard Rejse Skibbrud ved Orknøerne, hvor Sigurd Jarl lod dem gribe fordi de havde dræbt hans Hirdmænd, Helge og Grim Njaalssønner; men Floses Svoger, Thorstein Siduhallssøn, der ligeledes var Jarlens Hirdmand og just var tilstede, udvirkede Naade for dem, imod at Flose indtraadte i Helge Njaalssøns Plads; han blev nu Jarlens Hirdmand og vandt snart hans Yndest. Om Julen fik Sigurd Jarl Besøg af sin.Svoger Gille Jarl fra Sydrøerne og Sigtrygg Silkeskegg fra Dublin[3]. De ønskede om Juledagen at høre en omstændelig Beretning om hvorledes det gik til ved Njaals Indebrænding. Gunnar Lambessøn, den samme, der havde beskyldt Skarphedin for at græde, og hvis ene Øje denne til Gjengjeld havde kastet ud med en af Thraains Tænder, paatog sig at fortælle det hele, men paa den meest partiske og for Modparten haanlige Maade; med Latter sagde han, at Skarphedin græd. Da gik pludselig Døren op, og ind styrtede Kaare med draget Sverd, ilede lige til den øvre Ende af Hallen, hvor Gunnar sad, og hug Hovedet af ham, saa at det faldt paa Bordet lige for Kongen og Jarlerne, og Blodet strømmede over Borddugen og deres Klæder. Kaare havde forladt Island 14 Dage efter de andre, for ogsaa udenlands at opsøge dem. Han var kommen til Fridarø mellem Hjaltland og Orknø, og havde her hos en af sine Venner fra tidligere Dage erfaret sine Fienders Ankomst til Rossø; han havde strax begivet sig did, og til Jarlens Gaard, hvor han stod udenfor en Stund og lyttede, just som Gunnar fortalte sin Historie; men da han hørte hvorledes denne haanede Skarphedin, forgik Taalmodigheden ham, og han brød ind for at lade ham undgjelde sin Løgn. Sigurd Jarl kjendte ham, og bød at man strax skulde tage og dræbe ham; men Kaare, der selv havde været Jarlens Hirdmand, var saa vel kjendt og afholdt, at ingen rejste sig for at udføre Jarlens Befaling. Flose bevidnede selv, at Kaare kun havde handlet
- ↑ Njaals Saga, Cap. 134–148.
- ↑ Njaals Saga, Cap. 149–153. Beretningen herom indeholder mange, højst charakteristiske og underholdende Enkeltheder.
- ↑ Kaare var selv fra Sydrøerne, om hans tidligere Forhold til Jarlen, se ovfr. S. 193 Hensigten med Kong Sigtryggs Besøg hos Sigurd var at bede om hans Hjelp mod Kong Brian Boroimhe (se ovfr. S. 207, 208); herom vil der i det følgende nærmere blive fortalt.
