„Hvor saa man nogensinde min Fader gaa efter din“, spurgte Gunnlaug. Rafn, der var finere Hofmand end Gunnlaug, bad Kongen bestemme, i hvad Orden de skulde kvæde; Kongen sagde at Gunnlaug skulde kvæde først, fordi han var meest utaalmodig naar han ej fik sin Vilje frem. Da Gunnlaug var færdig, æskede Kongen Rafns Dom om hans Kvad. „Det er storordet, men ufagert og noget stivt, som Gunnlaug er selv“, sagde Rafn, og fremsagde derpaa sit Kvad, om hvilket Kongen nu æskede Gunnlags Mening. „Det er fagert, som Rafn selv er at se til, men temmelig intetsigende“, svarede Gunnlaug, idet han tillige spurgte Rafn, hvorfor han alene digtede en Flokk (kortere Kvad) om Kongen, som om han ej skulde være en Draapa værd. „Lad os ikke tale mere herom“, sagde Rafn: „senere kunne vi nok igjen tage den Sag fat“. Kort efter blev Rafn Kongens Hirdmand, og fik hans Tilladelse til at rejse bort. Før Afrejsen sagde han til Gunnlaug, at han nok engang skulde gjengjelde ham, at han havde villet sætte ham i et mindre fordeelagtigt Lys for Kongen. Gunnlaug sagde, at han ej frygtede hans Trusler.
Rafn rejste lige hjem til Island, medens Gunnlaug vendte tilbage til Kong Ædhelred, og tilbragte Vinteren hos ham, den tredie siden han drog hjemmefra. Om Vaaren (1008) vilde han drage hjem. Men det var just paa den Tid, da Danekongen Sven Tjugeskegg havde begyndt sine ødelæggende Tog til England; han havde vel sluttet en Fred (1007), men alle vidste, at denne Fred ej var at stole paa, og at man hvert Aar kunde vente nye Angreb af Danerne. Ædhelred fandt det derfor ikke passende, at Gunnlaug, der var hans Hirdmand, vilde forlade ham i Farens Stund, og Gunnlaug, som mere lyttede til Ærens, end Kjærlighedens Stemme, blev, uagtet nu den tredie Vinter var udløben, i hvilken Helga skulde vente paa ham. Men Sommeren og Vinteren gik, uden at Danerne kom, og den følgende Sommer (1009) fik Gunnlaug endelig Orlov[1]. Han drog først til
- ↑ Med Hensyn til den her fulgte Tidsbestemmelse maa det merkes, at Gunnlaugs og Rafns Saga fejler, ved her at nævne Knut i Stedet for Sven Tjugeskegg, af den Grund, der i det følgende nærmere vil blive omhandlet, at de ældste islandske Chronologer, sandsynligviis allerede Are frode, ved en fejlagtig Beregning henførte Sven Tjugeskeggs Død til 1008 i Stedet for at det rette Aar er 1014. Oprindeligt har Sagaen vistnok kun nævnt Danekongen, og da dens Tidsangivelser for øvrigt ere aldeles rigtige, kan man maaske fra hiin Tilføjelse af Knuts Navn slutte, at Sagafortælleren selv her har tænkt paa Aaret 1008. Dette passer med de Efterretninger, vi ellers sinde i de paalidelige og samtidige engelske Annaler. Sven havde senest i 1007 sluttet Fred med Ædhelred, men i 1009 kom en ny Skare af Daner under Heming o. fl.; før disses Ankomst, men efter 1007, maa altsaa Gunnlaug have forladt England. Da Sven neppe kunde ventes samme Aar, hvori han havde sluttet Freden, men i det allertidligste Aaret efter, bliver altsaa just 1008 den Sommer, hvori Ædhelred kunde vente hans Komme. De tre Vintre, som da vare udløbne, vare følgelig 1005–1006, 1006–1007 og 1007–1008. Det var altsaa i 1005, at Gunnlaug forlod Island. Dette passer godt med, hvad Gunnlaugs og Rafns
