derefter. Han forblev hos Erik Jarl om Vinteren, medens Rafn derimod opholdt sig paa Levanger; dette var vel Aarsagen, hvorfor han intet hørte fra Gunnlaug, men det viser ogsaa, hvor seent Efterretninger kom frem paa hine Tider, thi mellem Lade og Levanger maa der dog have været temmelig hyppig Kommunikation. Dertil kom, at Erik Jarl, som vidste, i hvilket Ærende han og Gunnlaug vare komne, strengeligen forbød al Tvekamp mellem dem i sit Rige[1]. Om Vaaren hørte Gunnlaug tilfældigviis nogle af Hirdmændene gjøre sig lystige over at det gik saaledes i Langdrag med hans paatænkte Holmgang. Ærgerlig herover vilde han strax, trods Jarlens Forbud, afsted for at opsøge Rafn, og bad Jarlen om at faa Ledsagere ind til Levanger. Jarlen, som vidste, at Rafn allerede havde forladt Levanger, for at drage øster til Sverige, føjede ham i hans Begjæring, og medgav ham to Ledsagere. Gunnlaug, der foruden disse ogsaa havde en af sine Frænder og et Par Venner med, fik ved Ankomsten til Levanger høre, at Rafn nys var rejst, selv femte. Han satte efter ham opad Værdalen saa hurtigt som muligt, og indhentede ham endelig ovenfor Suul ved nogle Fjeldvande. Der kom det da til Kamp mellem dem paa et i Vandet fremstikkende Nes. Ogsaa deres Frænder og Venner, som havde ledsaget dem, deeltoge i Kampen; kun de to af Jarlen medsendte Ledsagere stode hos som Tilskuere. Kampen var heftig; paa begge Sider faldt alle Følgesvendene, saa at omsider alene Gunnlaug og Rafn selv stode tilbage. Da hug Gunnlaug den ene Fod af Rafn med sit ypperlige Sverd, som han i sin Tid havde faaet af Kong Ædhelred. Han vilde nu høre op med Striden, men Rafn, der støttede Foden mod en Stubbe, sagde at han endnu kunde holde ud en Stund, om han kun fik noget at drikke. Gunnlaug tilbød sig at bringe ham Vand i sin Hjelm, hvis han ei vilde svige ham. Rafn lovede ham det. Men da Gunnlaug rakte ham Vandet, gav Rafn ham et dybt Hug i Hovedet. „Ilde sveg du mig nu“, sagde Gunnlaug, „og dette er skammeligt gjort“. „Du har Ret“, svarede Rafn, „men jeg kan ej unde dig Helges Favntag“. Kampen fortsattes en Stund, og Rafn faldt; Gunnlaugs Saar blev forbundet og han blev bragt til Levanger, men døde her efter tre Dages Forløb, og blev begraven ved Kirken. Efterretningen om Kampen og dens sørgelige Ende vakte Sorg i begges Familier, og forvoldte en Række af blodige Hevnforetagender. Paa det følgende Althing fordrede Illuge Bøder af Anund, Rafns Fader, for Gunnlaugs Drab. Anund sagde at han havde lidt nok ved at
- ↑ Vi ville nedenfor se, hvorledes Erik før sin sidste Rejse fra Norge fik al Holmgang afskaffet i sin Deel af Riget. Denne Tanke har saaledes allerede beskjæftiget ham, da Gunnlaug og Rafn kom til Landet, og det synes derfor ikke, som om det alene var Venskab for Gunnlaug, der her bragte ham til at udstede noget særegent Forbud. Efterretningen om Holmgangs Afskaffelse paa Island har maaske vakt Lysten hos ham til at følge dette gode Exempel.
