Kirke, som hans Morbroder Thorstein Egilssøn nys havde ladet bygge paa Borg: der er endnu hans Ligsteen at se med den simple Rune-Indskrift: „her ligger Helten Kjartan Olafssøn[1]“. Refna sørgede sig til Døde over hans Tab. Olaf sagsøgte strax Bolle og hans Svogere, og sikrede sig Thorstein Egilssøns og andre mægtige Frænders Bistand. Usvifers Sønner ventede forgjæves paa Hjelp fra Snorre Gode, og de saa vel som Bolle maatte finde sig i at overlade den hele Afgjørelse til Olaf. Han bestemte at Usvifers Sønner alle skulde forlade Landet, og ikke komme tilbage, saa længe nogen af Kjartans Brødre eller hans og Refnas Søn Aasgeir vare i Live. Bolle vilde han, saa indstændigt end hans Sønner forlangte det, ej dømme til Landflygtighed, men sagde, at de skulde finde sig i at sidde samhereds med ham, saa længe han selv, deres Fader, var i Live. Usvifers Sønner forlode virkelig Landet, og kom neppe mere tilbage til Island, men fra den ældste af dem, Uspak, nedstammede i Norge en berømmelig Slægt. Uheldigviis overlevede Olaf Kjartan kun i tre Aar. Efter hans Død viste hans Enke Thorgerd sig lige saa ivrig som hans Sønner for at lade Bolle undgjelde Kjartans Drab. Ledsaget af dem, af sin Datter Thurids unge Søn Varde Gudmundssøn, og flere andre, i alt ni, drog hun selv Hud for at opsøge Bolle, der efter et tappert Forsvar blev dræbt. Han havde ingen Sønner, der strax kunde hevne hans Død, thi hans og Gudruns ældste Søn, Thorleik, var kun fire Aar gammel, den anden, Bolle, blev fød nogle faa Maaneder efter hans Død. Snorre Gode, Usvifers Ven og Frænde, tilbød derfor Gudrun sin Hjelp til at faa et anstændigt Forlig istand. Men hun vilde intet høre om Forlig, og udbad sig alene som Vennetjeneste af Snorre, at han vilde bytte Gaard med hende, da hun ej længer ønskede at bo i Hjardholtingernes Naboskab. Snorre, der i den senere Tid havde haft flere Ubehageligheder med sine Naboer, de stridbare Eyrbygger, føjede hende gjerne deri, og saaledes flyttede da Gudrun til Helgafell, medens Snorre opslog sin Bolig paa Tunga i Sælingsdalen. Gudrun hvilede ikke, førend hun fik hevnet Bolles Død, dog ej paa Kjartans Brødre, hvilket Snorre Gode ej vilde tillade, da det, som han sagde, ikke gik an at gaa løs paa de meest anseede Mænd i Heredet, og det desuden var paa Tide, at alle disse Ættedrab hørte op. Derimod gik Hevnen ud over en af de mindre anseede blandt Drabsmændene, men dog den, for hvis Haand Bolle egentlig var falden. Dette Drab blev ligeledes hevnet, dog synes hermed ogsaa den lange Række af Drab at have faaet Ende, og omsider blev et fuldstændigt Forlig tilvejebragt ved Snorres ivrige Bestræbelser. Gudrun egtede siden den mægtige Høvding Thorkell Eyjulfssøn paa Hvam, Søn af Eyjulf den
- ↑ Hér liggr halr Kjartan Olafssunr, se Eggert Olafsens og Bjarne Povelsens Rejse gjennem Island, 1ste Deel S. 255; Antiqvar. Annaler IV B. 2det H. S. 343, 344.
