berømte Knut den mægtige; den anden Søn, Harald, satte han til at styre Danmark i hans Fraværelse. Svens Flaade beskrives som saare prægtig: Skibene vare meget store med høje Bagstavne og kobberbeslagne Forstavne, dannede som Drage- og andre Dyre-Hoveder og fantastiske Figurer[1]. Sven ankom til Sandwich i Slutningen af Juli (1013), men sejlede strax efter til Humbermundingen og opad Trent til Gainsborough. Det udmattede og fortvivlede Folk forsøgte neppe engang at gjøre ham Modstand. Northumbrerne, der desuden selv for største Delen vare af dansk og norsk Herkomst, underkastede sig tilligemed deres Jarl Uhtred, ligesaa Beboerne af Lindsey (søndenfor Humber), af Femborgene, og af hele Landet nordenfor Wätlingastræt: fra hvert Shire fik han Gisler til Underpant paa Folkets Troskab[2]. Da han saaledes havde sikret sig denne Deel af Riget, udskrev han Heste og Proviant, for at drage sydefter, idet han fatte sin Søn Knut til at passe paa Flaaden og Gislerne. Oxford maatte snart underkaste sig og stille Gisler, ligesaa Winchester. Derfra drog han mod London, og hans Folk stormede frem med saadan Heftighed, at mange druknede i Temsen, fordi de ej holdt sig til Broerne. Men London holdt Stand, thi her laa
- ↑ Encomium Emmæ, l. c. S. 476.
- ↑ I Chron. Sax. ved 1013 staar der egentlig kun at „al Hæren“ d. e. alle de nordiske Krigere, nordenfor Wätlingastræt underkastede sig ham; men da just disse Krigere her vare de raadende, og vel tillige dannede Hovedmassen af Befolkningen, vil Udtrykket omtrent blive eenstydigt med den ovenfor anvendte. Om Wätlingastræt, se ovenfor I. B. S. 630.
presse Penge, skulde man formode, at hvis han virkelig har aflagt noget faadant Løfte, som det Jomsvikingasaga o. fl. tillægge ham i hiint bekjendte Arveøl, saa har det først været nu, da han tiltraadte det sidste Tog. Det er ellers værd at merke, at de Cambriske Annaler (Mon. hist. Brit. I. S. 839) nævne ved 1012: „Svens, Knuts Faders, Skibbrud“, hvoraf det skulde synes som om han allerede da har tænkt paa at gjøre et Tog til England, men ved Skibbrud er bleven hindret. Vist er det dog, at hans lange Fraværelse (fra 1007–1013) synes næsten uforklarlig paa anden Maade. Den højst upaalidelige skotske Historieskriver Boethius (Boyse) tillægger Sven og andre danske og norske Høvdinger forskjellige Tog til Skotland 1010–1012, men Forduns Taushed (IV. 39, 40) synes at vidne mod Rigtigheden deraf. Snarere skulde man antage, at Sven har været beskjeftiget i Vendland, og at dette staar i Forbindelse med Jomsvikingernes Tog til England; thi Saxos Ord (X. S. 509), at Sven ved sin tidligere (til Sigvalde) aflagte Ed skulde have ladet sig afskrække fra at bekrige Vendland, synes lidet troligt. Værd at lægge Merke til er det, at hvor Sighvat Skald (Olaf den helliges Saga, Cap. 33) omtaler Olafs Deeltagelse i Kampen ved Canterbury, nævnes efter flere Haandskrifters Læsemaade og den legendariske Olaf den helliges Sagas udtrykkelige Udsagn (Cap. 12) Vender tilligemed Daner som Olafs Modstandere. Andre læse dog kun virðum, d. e. Folk, Krigere. Man behøver rigtignok heller ikke at fortolke Verset som om Venderne vare imod, og ikke med Olaf; thi i Thorkells Hær var der vistnok ogsaa flere Vender.
