Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/502

Denne siden er korrekturlest
476
Erik Jarl.


Da indtraf den uventede Begivenhed, at Kong Sven pludselig døde i Gainsborough den 3die Februar. De fromme Christne saa heri tydelig Guds Straf; der udbredte sig Sagn om at han skulde være dræbt af St. Eadmund paa samme Maade, som Legenden beskrev at St. Mercurius skulde have dræbt Kejser Julian Apostata[1]. Den danske Flaade gav Knut strax Kongenavn, men i England fattede man nu Haab om at kunne befri sig fra det fremmede Aag, og alle saavel gejstlige som verdslige Herrer i England besluttede at sende Bud til Nordmandie efter Ædhelred, idet de hilste ham at ingen Herre var dem kjærere end han, deres Fyrste, naar han vilde herske retfærdigere end forhen. Ædhelred modtog Budet med Glæde, og sendte sin Søn Edvard i Forvejen med den Forsikring, at han skulde være sit Folk en huld Herre, og bøde og bedre hvad han hidtil havde gjort Uret, naar de blot vilde holde fast ved ham uden Svig. Da oprettedes, siges der, fuldt Venskab, i Ord og Daad og Sikkerhed, og enhver dansk Konge erklæredes utlæg af Landet. I Fastetiden vendte han tilbage, og blev modtagen af Alle med Glæde. Efter Svens Død forblev Knut i Gainsborough til Paaske, og aftalte da med Folket i Lindsey, der vistnok næsten udelukkende var Daner, at de skulde forsyne ham med Heste og følge ham paa et Plyndringstog. Men førend de ret havde udrustet sig, kom Ædhelred med en Hær, og gjorde et heftigt Angreb paa Lindsey[2], hvorved Knut nødtes til at søge Sikkerhed paa sin Flaade. For Øjeblikket kunde han ikke haabe at udrette noget med de faa Stridskræfter, der stode til hans Tjeneste, og han valgte derfor at drage hjem til Danmark for at udruste sig paa ny og komme tilbage med en vældigere Hær. Dog anløb han først Sandwich, hvor han landsatte Gislerne, der hørte til Englands fornemste Familier, efter at han først grusomt havde ladet deres Hænder, Næser og Øren afskære[3]. Imidlertid havde Ædhelred ladet Lindsey haardt undgjelde for sit Frafald,

    herje de os dagligt. Og saa vidt er det kommet, at en Fader sælger sin Søn, Sønnen sin Moder, Broderen sin Broder til de fremmede for Penge o. s. v.

  1. Dette gjentages oftere i Sagaerne, navnlig omtales det i Olaf den helliges Saga, Cap. 31. Hvorledes St. Mercur dræbte Julian, se Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 426, Note. Ifølge Encom. Emmæ døde Sven roligt paa Sotteseng; der gives ellers forskjellige Beretninger om hans Dødsmaade; se f. Ex. Florents af Worcester (Mon. hist. Brit. I. S. 58). Dagen angives i Chron. Sax. til III Non. Febr. altsaa 3die Frebruar; Kyndelsmisse nævnes fordi det var ved Kyndelsmissetid.
  2. Gainsborough ligger netop i Lindsey ved Trent, strax ovenfor Humberen.
  3. Chron. Sax. ved 1014. Emmas Enkomiast er meget ivrig for at fremstille Knuts Tilbagerejse, ej som en Flugt, men kun som foretagen i det Øjemed at raadslaa med Broderen. Men han er kun at stole paa i Fakta, ej i Fremstilling af Forhold eller Bevæggrunde; saaledes har han slet ikke rigtigt opfattet Thorkells Forhold til Knut. Efter Enkomiasten (S. 478) skal Knut have medbragt 60 Skibe til Danmark.