London blev nu paa det ivrigste belejret. Danerne grove et dybt Dige paa Sydsiden, droge deres Skibe gjennem denne op til Vestsiden af Broen, og indsluttede Staden paa alle Kanter. Men Borgerne forsvarede sig tappert, understøttede af Eadmund, der hele Sommeren idelig angreb de Danske, og leverede dem heldige Trefninger, navnlig ved Sceorstan (efter Midsommer), hvor det nær skal have lykkets ham at fælde Knut, og ved Brentford[1]. Heldigere end Knut synes Erik Jarl at have været, der i Forening med en Deel Thingmænd kæmpede i Østangel mod Ulfketil Snilling, og overvandt ham i tvende Slag, hvoraf det sidste atter stod paa Ringmarahede[2]. Forræderen Eadric indfandt sig nu, sikkert efter hemmelig Aftale med Knut, hos Kong Eadmund, bad ham om Naade, og lovede ham Troskab. Eadmund var uforsigtig nok til at antage hans Forsikkringer for oprigtige og skjenke ham sin Tillid; men dette kom han snart til at angre i det store Slag ved Assandun i Essex, hvor Sejren allerede saa godt som var ham vis, da Eadric pludselig greb Flugten og derved bragte Uorden i den engelske Hær, som led et stort Nederlag: blandt de Faldne var Ulfketil Snilling tilligemed en Mængde af de fornemste Englændere. Uden at have gjennemskuet Eadrics Forræderi, besluttede Eadmund sig efter hans Raad til at indgaa Forlig med Knut, saaledes at denne skulde have den nordlige Deel af Landet, og Eadmund Wessex, medens Hæren (sandsynligviis især Thorkells Krigere) med sit Bytte vendte tilbage til Skibene, og sluttede et særskilt Forlig med London, der tilstod den en Pengesum og Vinterophold inden sine Mure. Sidst i November døde Kong Eadmund pludselig, efter enkelte, ikke usandsynlige, Beretninger, snigmyrdet af Eadric[3].
- ↑ Chron Sax. ved 1016. Slagene ved Sceorstan og Brentford omtales og, skjønt i urigtig Orden, i Knytl. Saga, Cap. 10, 12; de nævnes derhos i Ottar svartes samtidige Verk.
- ↑ Knytl. Saga, Cap. 15, som herom anfører tvende af den samtidige Thord Kolbeinssøns Vers. Det ene Slag, siges der her, stod vestenfor London, det andet paa Ringmarahede (ved Ipswich). Olaf d. hell. Saga, Cap. 40, har Uret, hvor den siger at Erik fældte Ulfkell i hiint første Slag; han faldt, som Chron. Sax. beretter, ved Assandun, og Thord Skald siger kun at Ulfkell fik frygtelige Hug af Thingmændene, men dette, som saa mange Skalde-Udtryk, er misforstaaet af Olaf d. hell. Sagas Nedskriver; Knytlinga derimod siger kun at Ulfkell flygtede. At Erik gjorde dette Strejftog, bekræftes i Encomium Emmæ: „Eric quidam, dux et princeps provinciæ, quæ Nordwega dicitur, accepta licentia, cum suis est egressus, et partem terræ aggressus, spolia diripuit, vicos invadendo destruxit, occurrentes sibi hostes domuit, et multos ex eis captivavit, tandemque victoriosus ad suos cum spoliis rediit“.
- ↑ At Eadric dræbte ham, siger baade Knytl. S. Cap. 15, og Olaf d. hell. S. Cap. 40, den første med det Tillæg, at det var efter Knuts Anstiftelse. Jfr.
