Erik Jarl var ved sin Død 60 Aar gammel[1]. Overalt, hvor han omtales, roses han som en dygtig Kriger og hæderlig Kæmpe. At han i en ualmindelig Grad udmerkede sig ved Ridderlighed og Ædelsind, have vi i det Foregaaende ved mange Lejligheder erfaret. Det var maaske just dette Ædelsind, der skilte ham ved Riget, idet han deels, som vi have seet, skal have søgt at undgaa at komme i Strid med sin Broder Svein, deels maaske og i den senere Tid ansaa sig bunden ved den Ed, hans Søn Haakon havde maattet sværge Olaf Haraldssøn, ikke at gjøre ham Herredømmet i Norge stridigt. Det er formodentlig ogsaa denne til hine urolige Tider lidet passende Godmodighed og Eftergivenhed, som gav hans Regjering hiint umiskjendelige Præg af Svaghed, hvorom vi ovenfor have talt. Men maa man end af den Grund kalde ham en daarlig Statsmand, staar han dog just derfor paa den anden Side langt højere som Menneske.
Erik Jarls fornemste Skalde, og de, til hvis Kvad de gamle Sagaskrivere fornemmelig have holdt sig ved at omtale hans Bedrifter, vare Eyjulf Dada-Skald, der synes nærmest at have besunget hans tidligere Bedrifter indtil Svoldrslaget i en Draapa, kaldet Banda-Draapa[2], og
- ↑ Se ovenfor S. 61, 409.
- ↑ Om Eyjulf Dadaskald tales der for øvrigt ikke synderligt i Oldskrifterne; Stykker af hans Kvad anføres i Skalda blandt de øvrige Citater af anseede Digtere. Muligt, at han enten var beslægtet med, eller havde digtet et Hæderskvad til en Dade Skald, Syskendebarn til Thorfinn Karlsevne, der omtales i Landn. III. 10. Hans Kvad om Erik kaldes Bandadraapa, enten fordi Talemaaden at mun banda (efter Gudernes Ønske) forekommer i en Art af Omkvæd, eller fordi dette Omkvæd selv, bestaaende af fem Linjer, gjentagne hist og her i det hele Kvad, ligesom sammenbinder dettes Dele. De første Vers af Bandadraapa, der anføres (Snorre, Olaf Tr. S. Cap. 20, Fagrsk., Cap. 65), handler om Tidende-Skoftes Drab; de sidste (Snorre, Cap. 96, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 223, jvfr. Fagrsk., Cap. 69) om Erik Jarls Vi-
ved 1023, at han atter blev forligt med ham, og at Knut betroede ham Danmark at bestyre i sin Søns Navn. Dette maa man dog antage for en Fejltagelse, eller for en Forvexling af Thorkell og Ulf, der efter vore Sagaer virkelig fik dette Statholderskab. I de angliske Diplomer sinder man Thorkell, som Þurcil dux, ej længer efter 1019; thi at han skulde være den Þurcil hoga minister, der undertegner i No. 741 (af 1024) er lidet troligt. At Thorkell blev dræbt paa Knuts Foranstaltning, siges udtrykkeligt i Jomsvik. S. Cap. 52. I Vita Elphegi S. 453, heder det, at Knut, opbragt paa Thorkell formedelst dennes onde og troløse Handlinger, forjog ham til Danmark med 6 Skibe, hvor alle Høvdingerne frygtede, at han skulde vække Uroligheder, og hvor han efter megen Omflakken tilsidst blev dræbt af Folket. Det bekræftes af Villjam af Malmsbury, S. 72, og Matthæus af Westminster, S. 404. De to sidste nævne og at Erik ved denne Lejlighed blev forviist, hvilket dog modsiges af Diplomerne; imidlertid antydes maaske herved, at Erik deelte Skjebne med Thorkell.
