af Kong Olaf gravede nye Sund, tillægges der, kaldtes siden Kongssund; det er den nuværende saakaldte Søderstrøm, medens Stoksund, efter hvilken Stockholm har sit Navn, nu kaldes Norrstrøm. Fortællingen, der ej bestyrkes ved noget anført samtidigt Skaldevers, har liden Sandsynlighed, og maa visselig grunde sig paa et Sagn, opstaaet i Sverige efter at Olafs Hellighed ogsaa der var bleven anerkjendt og Tilbøjeligheden til at paavise Mindesmerker om hans Virksomhed almindelig[1]. Det synes neppe muligt, at Olaf i al Stilhed kunde have gravet en Kanal, naar en heel svensk Hær laa lige i Nærheden for at passe paa ham, og om han end slap ud, maatte han dog desuagtet være kommen lige ind i den store svenske Flaade, der bevogtede Udløbet. Der gives ogsaa en, som det lader, ældre Fremstilling af Begivenheden, hvorved den bliver til et fuldstændigt Mirakel: Olaf overvintrer i Mælaren, men hindrer sine Skibe fra at fryse inde ved at brænde store Baal rundt om dem; den svenske Konge kommer med en stor Hær, der allevegne omgiver Søen saa tykt som om det var en Skov, medens ogsaa de svenske Skibe ligge i stor Mængde i den med Pæle spærrede Oos; men Olaf sejler med staaende Bør mod Agna-Feten, falder paa Knæ og ser i sin hule Haand; i dette Øjeblik revner Ejdet, saa at en Mængde af Sviakongens Folks som der stode opstillede, falde i Vandet og drukne, medens Olaf selv undkommer i god Behold[2]. Man skulde næsten være fristet til at antage, at den af os først meddeelte, tilsyneladende rimeligere, Fremstilling er bleven til ved et Forsøg af sildigere Saga-Optegnere paa at betage den anden alt det overnaturlige og usandsynlige[3].
- ↑ At Sviarne have haft et Lokalsagn herom, sees nemlig af Sagaens udtrykkelige Ord, at man kunde paavise Bryggestøtterne
- ↑ Den leg. Saga, Cap. 15, 16. Denne henfører derhos Begivenheden til en Tid mellem Olafs Kamp i Karlsaa (ved den franske Kyst) og hans Tog op i Loire, hvorved Usandsynligheden end mere forøges. Derhos nævner den ikke „Logen“ d. e. Mælaren, men kalder Indsøen Skarfr. Flatøbogen, der højst ukritisk samler Bidrag allevegnefra, har ej alene den simplere Beretning paa sit Sted, men og, efter at have fortalt om Olafs sidste Tog til Frankrige, et Udtog af den legend. Beretning; Indsøen kaldes her Mar (Fornm. s. V. 166).
- ↑ Egentlig er Beretningen antageligere som Legende, end naar den er iført en tilsyneladende rimelig historisk Dragt. Man kan forstaa, hvorledes de, der troede paa Olafs undervirkende Kraft, kunde finde det rimeligt, at han fik Ejdet til at revne; men man kan ej begribe, hvorledes han skulde kunne grave en Kanal lige under den svenske Hærs Øjne. Maaske har der i Sverige allerede været et ældre Sagn om Kongssunds eller Søderstrøms Oprindelse, hvilket siden er blevet henført til Olaf. Det maa være til det legendariske Sagn, hvortil Olaf den helliges Saga, Cap. 26 sigter, naar den siger at der gives dem, som fortælle, at en Deel af den svenske Hær omkom, men at dette benegtes af Sviarne.
