Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/531

Denne siden er korrekturlest
505
Olaf Haraldssøns Vikingetog.


en Løsepenge af 12000 Guldskillinger[1]. Der fortælles nu ogsaa om en Kamp, han skulde have bestaaet i en Aa, kaldet Karlsaa, hvilken Beretning dog er fuld af Æventyrligheder, ligesom den heller ikke bestyrkes ved noget som helst Kvad. Lige saa lidet findes der i Kvadene noget om, hvad Sagaerne dernæst fortælle, at han i Karlsaa ventede paa Bør for at drage til Njørvasund eller Strædet ved Gibraltar, men at han i Drømme havde et Syn, der bød ham at vende tilbage til sit Fædreland, over hvilket han skulde herske evindeligen[2]. Da de Brudstykker af Ottars og Sighvats Kvad,

  1. Herom indeholder Sighvats Kvad intet andet end at Geirfinn blev fangen i Gunnvaldsborg. Det er Sagaerne, der tilføje Løskjøbelsen; den hele Udtryksmaade er her saa lig den, som den legend. Saga kort ovenfor anvender om Jarlen Villjam, at begge Beretninger næsten skulde antages at have fælles Oprindelse. For øvrigt lægger den legend. Saga Gunnvaldsborg paa et andet Sted end Seljepolle. „Derfra“ (nemlig Seljepolle), heder det, „drog han til det vestre Frankland til Gunnvaldsborg“, o. s. v.
  2. Det ældste Hdsk. af Olaf den helliges Saga (Cap. 34, 35) saa vel som Snorre Cap. 16, 17 og Fagrskinna, omtale Kampen ved Karlsaa alene i Forbigaaende, de sige kun at Olaf herjede der. Den legendariske Saga, Caga, Cap. 14 fortæller derimod vidtløftigt, at han drog syd til Karlsaa, herjede paa begge Sider af Aaen, og stred med de hedenske Folk; men at der udenfor Aaen laa en uhyre Margyg eller Havfrue, til hvilken Indbyggerne blotede og som var dem til det største Forsvar; denne skulde og have ødelagt et Skib for Olaf, der da havde fem Skibe, men Olaf skal have kastet et Spyd mod hende og gjennemboret hende; nogle, heder det, sige at Olaf først hug den ene Haand af hende og skød hende siden. Fortællingen er ogsaa optagen i de yngre Afskrifter af Olaf den helliges Saga, Cap. 85, der og tilføjer en Fabel om et uhyre Vildsviin, der angreb Olaf, som dræbte det ved at hugge Trynet af det, o. s. v. (Cap. 36), men hvilken Fortælling den legendariske Saga meddeler paa et andet Sted, og uden at angive nogen bestemt Lokalitet (Cap. 18). Æventyret er end mere udsmykket i Flatøbogen (Fornm. s. V. S. 162), der kalder dette Olafs 14de Landgang, og lader Kongen hugge Hænderne af Margygen. Paa begge Steder heder det, at Kongen efter at have dræbt Vildsvinet forandrede sit Sverd Bæsings Navn til Hneite (Hneitir), fordi det overgik (hneitti) alle andre Sverd. Uagtet de historiske Sagaer udelade det overnaturlige, er det dog tydeligt, at de ej have haft nogen anden Beretning for Øje, deels fordi de alle strax efter fortælle at Olaf, medens han laa i Karlsaa, vilde til Njørvasund og havde hiin Drøm, der bød ham vende tilbage, deels fordi Fagrsk. Cap. 86 endog har det charakteristiske,,.at Olaf herjede paa begge Sider af Aaen“. Det Hele viser sig saa aabenbart som et Æventyr, at man, da ogsaa Skaldene tie derom, aldeles maa lade det bortfalde. Hvad der fremdeles gjør det mistænkeligt, er at endog den legendariske Saga, der meddeler det, dog hverken giver Kampen i Seljepolle eller den i Karlsaa noget Tal, men kalder Striden ved Varrande Olafs 13de Kamp. Og man bør endelig merke, at saavel den legend. S. Cap. 15, 16, som Flatøb. i umiddelbar Forbindelse hermed har Olafs Tog til Sverige, Overvintren i Mælaren og underfulde Redning derfra, hvorpaa Olaf (Cap. 17) atter gaar til England, vil til Njørvasund, og kommer til Poitou. Thi denne Anordning, hvor forvirret den end er, synes dog at have været den oprindelige i Bearbejdelsen af Olafs Bedrifter, da man først derved faar