Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/532

Denne siden er korrekturlest
506
Svein og Haakon Jarler.


som herefter anføres, atter vise os ham i det vestlige Frankrige, nemlig i Peituland eller Poitou, er det rimeligt at antage, at Olaf ej har trængt længere ned mod Syden, og at Fortællingerne om Kaarlsaa og Njørvasund alene skyldes sildigere Tider. Olaf, siger Ottar svarte, herjede Poitou, og bar Hærskjold i Tuskaland (d. e. Touraine ved Loire); Sighvat fortæller ligeledes at Olaf drog op af Leira (Loire) og brændte Byen Varrande (Guerrande), om hvilken han dog urigtigt siger at den ligger i Poitou og fjernt fra Søen, medens den ligger ved Kysten, sydligst i Bretagne[1]. Om dette Tog, der saaledes fornemmelig har gjeldt Bretagne og neppe har strakt sig stort sydligere end til Kysten af Poitou, indeholde ogsaa de nordmanniske og franske Skribenter enkelte uklare Efterretninger. Saaledes fortæller Villjam af Jumiéges, strax efter at have omtalt Ædhelreds Død og Knuts Giftermaal med Emma, følgende: Hertug Richard II af Nordmandie var just paa denne Tid kommen i Uenighed med Hertug Odo af Chartres, og indkaldte til Hjelp fra Egnen hiinsides Havet (England) tvende Konger, der vare komne med Knut, nemlig Olaf, Nordmændenes, og Lacman „Svavernes“

    ud, hvad ogsaa den historiske Saga beretter, at han tilbragte „to Somre og en Vinter“ paa dette Tog. Den hist. S. har sløjfet, eller rettere paa et rimeligere Sted indsat Mælarhistorien, uden dog, hvad der da ogsaa burde ske, at sløjfe den Vinter, der skulde have medgaaet paa Toget. Olafs hele Expedition reducerer sig saaledes i Virkeligheden kun til et Herjetog langs Kysterne af Bretagne og tildeels til Poitou. – Naar der ellers tales om Karlsaa og Hedningerne, maa de, der sammensatte denne Legende, nødvendigviis have tænkt paa Spanien og Mohammedanerne, hvilke de Christne i Middelalderen, og navnligen vore Forfædre, ansaa for Hedninger. Spanien nævnes endog udtrykkelig i Olaf den helliges Saga, Cap. 49. – Skulde man vove nogen Gisning om, hvad der muligviis kan have foresvævet dem, der allerførst opspandt denne Legende, hvis de ikke alene have ladet sig lede af sin Fantasi, da maa man tænke paa hiint af os ovenfor i 1ste B. S. 425 Note 5. omtalte Afgudsbillede paa Taarnet i Cadiz, der efter Makkaris Udsagn af Indbyggerne troedes at udøve et Trylleri over Søen, og tillige tjente som Sømerke for at betegne Indløbet til Strædet, indtil det endelig 1146 blev nedtaget efter Ali Ebn Maimuns Befaling. Karlsaa bliver da – hvis vore Forfædre virkelig have tænkt sig noget virkeligt Punkt derved – Guadalquivir; den Forbindelse, hvori det omtales med Njørvasund, bestyrker denne Gisning. Men desto usandsynligere bliver det ogsaa, at Olaf nogensinde er kommen der.

  1. Guerrande, hvis Navn aldeles svarer til „Varrandi“ ligesom „Gualans“ til „Valund“, guarde til vörðr, ligger ved Kysten mellem Loire og Vilaine. Betragter man Kartet, vil man meget let kunne skjønne, hvorledes Sighvat, som desuden ei selv var paa Stedet, kunde komme til at begaa de her paapegede Fejltagelser. Han vidste at Olaf var kommen ned til Poitou, og at dette laa søndenfor Loire; han vidste at Olaf havde trængt opad Loire, og havde herjet Guerrande, – altsaa troede han at Guerrande laa oppe i Landet (sjó fjarri) og i Poitou. Ottar er bedre underrettet, hvor han siger at Olaf herjede ei Túskalandi, d. e. Túrska landi, i det Tourske Land, d. e. Touraine. I Stedet for „Peitu“ har den legendariske Saga, merkeligt nok, Væini eller Vænu: skulde dette kun være Skrivfejl f. Peitu, eller Fordrejelse af „Vilaine“?