Efter denne heldige Begyndelse gav Olaf sig foreløbigt tilkjende som Kronprætendent, idet han drog sydefter langs Kysten, og paa flere Steder holdt Thing med Bønderne for at blive anerkjendt af dem. Mange gik ham ogsaa strax til Haande, medens andre, der vare Svein Jarls Venner eller Frænder, ej vilde vide af ham[1]. Dette maa fornemmelig have været Tilfældet i den lange Strækning fra Sognsøen til Lindesnes, hvor Erling Skjalgssøn herskede saa godt som med Kongemagt. Olaf skyndte sig derfor til Viken, for at komme til sin Hjembygd, Oplandene, hvor han ventede sig bedst Fremgang. Da han kom til Vestfold, fandt han en venlig Modtagelse hos sin Faders forrige Venner og Kjendinger, ligesom han og havde mange Slægtninger paa den Kant. Han satte sine Skibe paa Land, sandsynligviis øverst oppe i Dramnsfjorden, hvor han havde anseede Frænder[2], og hvorfra der var kortest Vej til Ringerike. Hid stevnede han op, for at besøge sin Moder og Stiffader. Han kom, siges der i Sagaerne, en Dag om Høsten, tidligt om Morgenen. Da han nærmede sig Gaarden, løb Kongens Tjenestedrenge ind i Stuen til hans Moder Aasta, som sad der med flere Kvinder, og fortalte at hendes Søn Kong Olaf snart var at vente. Hun stod strax op og bød Mænd og Kvinder at gjøre Alt istand paa det bedste til hans Komme. Hun lod fire Tjenestepiger hente Stue-Tjeldene, hænge dem op i en Hast, og brede Dækker over Bænkene; to Karle lagde Straa paa Gulvet, to satte Skjenkebordet og den store Ølkande frem, to andre sloge Bordene op, tvende opdækkede Maden, to bragte Øl ind. Tvende sendte hun af Gaarde til Kong Sigurd med hans Stadsklæder og hans Hest med forgyldt Sadel og steenbesat Bidsel; fire Mænd sendte hun til alle Kanter af Bygden for at indbyde de gjæveste Mænd til Velkomstgilde for hendes Søn. Alle de Tilstedeværende maatte klæde sig paa det bedste; dem, som ingen Klæder havde, gav hun selv. Da de afsendte Bud kom til Sigurd Syr, stod han just ude paa Ageren, hvor han saa til sine mange Arbejdsfolk, der deels skare Korn, deels bandt det i Neeg, deels kjørte det hjem og bragte det i Lade. Der fortælles at han havde en blaa Kjortel, blaa Buxer, høje Sko, med Skafterne bundne til Læggene, en graa Kappe, bredskygget graa Hat, Stav i Haanden med forgyldt Sølvholk og Sølvring oventil[3]. Sende-
- ↑ Det fortælles saaledes udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 46. Det tør dog vel hænde, at det just ikke var paa saa „mange“ Steder, at Olaf holdt Thing med Bønderne.
- ↑ F. Ex. Vebjørn paa Huseby, inderst ved Dramnsfjorden eller i Lier; den senere saa berømte St. Hallvards Fader, gift med Olafs Moders Syster eller Systerdatter.
- ↑ Der staar og at Sigurd havde et „Url“ for Ansigtet. Dette maa vel betegne et Slags Slør for Sol eller Støv.
