Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/544

Denne siden er korrekturlest
518
Svein Jarl.


budene hilsede ham fra Aasta at han nu endelig maatte føre sig op som en Stormand, og vise at han mere slægtede paa Harald Haarfagre end sin Morfader Rane Mjonef eller Nerid Jarl den gamle, hvor forstandige Mænd disse end havde været[1]. Kongen sagde: Eders Tidende er vistnok merkelig, men I tage det ogsaa overvættes heftigt; jeg kjender imidlertid Aastas Storsindethed, og veed at hun ofte har gjort stort Væsen af Mænd der ikke vare hende saa nær paarørende; denne Gang er hun derfor mere end almindelig ivrig, og jeg vilde blot ønske, at hiin kunde følge sin Søn af Gaarde med lige saa stor Stolthed som hun nu fører ham ind: men jeg aner, at hvis det skal ske, da maa de, der lægge sig ud for den Sag, hverken spare Gods eller Liv, thi Olaf binder an mod en stor Overmagt, og udsætter sig baade for Danekongens og Sviakongens Vrede, om han holder saaledes ved. Sigurd satte sig nu ned, lod Skoene drage af sig, og tog i deres Sted Karduans-Støvler paa med gyldne Sporer; Kappen og Kjortelen ombyttede han med Silkeklæder og en Skarlagenskaabe, omgjordede sig med et prægtigt Sverd, satte en forgyldt Hjelm paa Hovedet, og steg til Hest. De fleste Arbejdsfolk sendte han bort i Bygden, men tog med sig 30 blandt de meest velklædte og red hjem, ledsaget af dem. Da han red ind paa Gaarden foran Stuen, saa han Olafs Merke eller Banner nærme sig paa den anden Side; Olaf selv red lige efter det, ledsaget af 120 vel udrustede Mænd. Paa Gaardspladsen mellem Husene stode ogsaa Mænd opstillede. Sigurd hilsede allerede fra Hesten sin Stifsøn Olaf og bad ham ind til Drikkegilde; Aasta gik ud til ham, kyssede ham, bad ham at forblive hos dem, og sagde at alt det Land og alle de Folk, hun kunde skaffe, stode til hans Tjeneste. Kong Olaf takkede hende for hendes venlige Tilbud: hun tog hans Haand og førte ham ind i Stuen til Højsædet. Kong Sigurd gav Befaling til at tage vare paa deres Klæder og fodre deres Heste; derpaa gik han til sit Højsæde, og der holdtes nu et prægtigt Gjestebud.

Olaf havde ikke været længe hos Sigurd, førend han en Dag kaldte ham, Aasta og Rane til Samtale og Raadslagning. Han forestillede dem, hvorledes han nu i lang Tid havde ligget paa Tog i fjerne Lande, uden at have andet at holde sig selv og sine Mænd med, end hvad de ved Sverdet kunde vinde; derimod havde udenlandske Høvdinger underkastet sig hans fædrene Besiddelser, uden at bryde sig synderligt om Harald Haarfagres Ætlinger. Hans Hensigt, som han længe havde næret, var nu den, at gjøre Paastand paa sin Fædrenearv, uden enten at spørge Danekongen eller Sviakongen derom; han vilde vinde den ved Odd og Egg, og i dette Øjemed forlange sine Frænders og Venners Hjelp; enten skulde han komme i

  1. Om Nerid den gamle, ogsaa kaldet den nidske (sinki) og raadspake, Jarl enten paa Grenland eller i Thelemarken, se ovf. 1ste B. S. 341–343. Om Rane Mjonef (Tyndnæse) fortælles der ikke paa noget andet Sted.