Besiddelse af hele det Rige, Olaf Tryggvessøn havde behersket, eller falde paa sin Fædrenejord. Almuen, meente han, vilde nok gjerne afkaste fremmede Høvdingers Aag, naar kun de, som den havde Tillid til, satte sig i Spidsen. Hans Bøn var nu til Sigurd, at han vilde staa ham bi med Raad og Daad; han havde hidtil ikke aabenbaret denne Sag for nogen anden, thi ingen var forstandigere end Sigurd og kunde bedre raade kram, hvorledes han skulde tage Sagen fat, om han nemlig strax skulde træde frem for Mængden, eller først i Stilhed føle sig for hos enkelte af de fornemmere og visere. Han haabede og, at det nu skulde blive lettere at binde an med Svein Jarl alene, end med ham og Haakon tilsammen. Sigurd svarede at det var et stort og voveligt Foretagende, han havde i Sinde, og at det vidnede mere om Ærgjerrighed end om Forsigtighed; paa den anden Side tilstod han aabenhjertigt, at der var faa stor Forskjel mellem hans beskedne og stilfærdige, og Olafs ærgjerrige og urolige Charakteer, at man ikke vel kunde bedømme dem efter een Maalestok. Fra Barnsbeen af, sagde han, havde Olaf været storsindet og ærgjerrig, og nu maatte han være det i saa meget højere Grad, som han havde været ude paa Krigstog og dannet sig efter udenlandske Høvdingers Skik. Saa meget skjønnede han, at det nu ej kunde nytte at ville afsnakke Olaf med denne Plan, og erkjendte desuden, at man maatte holde en Ætling af Harald Haarfagre det til Gode, om han græmmede sig over at den hele Æt skulde være nedværdiget, og om han ønskede atter at hæve den i Vejret. Dog, sagde Sigurd, vilde han intet med Bestemthed love, førend han havde forhørt sig desangaaende hos de andre Konger paa Oplandene, og han bifaldt meget, at Olaf først havde betroet sig til ham, inden han offentligt fremkom med sine Fordringer, thi det var ikke raadeligt at indlade sig med Almuen, førend man havde sikret sig paalidelige Støtter. Han lovede at tale hans Sag hos Høvdingerne paa bedste Maade og tilsagde ham derhos al den Bistand i Gods og Penge, som behøvedes. Sigurd tvivlede for øvrigt ikke paa, at Olaf nok vilde faa mange Tilhængere; „thi“, sagde han, „Mængden har altid Lyst til Forandring; saaledes gik det forhen, da Olaf Tryggvessøn kom; alle bleve glade i ham, skjønt han rigtignok ikke længe nød godt af Kongedømmet. Den storsindede Aasta sagde, at naar hun alene kunde faa se sin Søn som Overkonge i Norge, vilde hun heller at han ej skulde leve længer end Olaf Tryggvessøn, end at han skulde dø som Olding uden at blive større Konge end Sigurd Syr[1].
- ↑ Hele denne merkelige, og formedelst den Skildring af de Tiders Skikke og Steder, som den indeholder, saare interessante Fortælling, er meddeelt i Olaf den helliges Saga, Cap. 46–49, hos Snorre, Cap. 30–33. Den legendariske Saga, Cap. 23 har meget lidet derom, idet den alene fortæller, at Olaf opholdt sig om Vintren hos Sigurd med sine Mand og imidlertid vandt flere af Oplændingerne ved Guld og Sølv; Fagrskinna omtaler ogsaa Olafs Besøg
