Forbund mellem dem, og stadfæstet med Ed paa begge Sider. Derpaa stevnede Kongerne Thing, hvor Olaf fremstod og i et langt og veltalende Foredrag udviklede sine Rettigheder og hvad Fordringer han havde paa Riget. Han bad Bønderne antage ham til Konge, og lovede dem til Gjengjeld at overholde Landets gamle Love og værge Landet mod udenlandske Hære og Høvdinger. Hans Tale vandt stort Bifald. Siden traadte ogsaa de øvrige Konger frem og talte hans Sag paa bedste Maade. Det gik da, som man let kunde forudse, at den forsamlede Mængde gav Olaf Kongenavn over det hele Land, og tildømte ham Landet efter de oplandske Love (1015). Han begyndte nu strax de sædvanlige Rejser omkring paa Kongsgaardene, hvor han lod tilsige Vejtsler, og rejste saaledes gjennem Hadafylke op til Gudbrandsdalen. Sigurd havde Ret, da han spaaede at Olaf vilde faa stort Tilløb, thi der samlede sig saa mange om ham, at de faldt ham til Besvær; han var omgiven af henimod 360 Mand, medens Kongerne paa deres Rejser gjennem Oplandene sædvanligviis plejede alene at have 60 eller 70, og aldrig over 120. Derfor slog ikke den bestilte Gjestebudskost til, saa at Kongen var nødsaget til at rejse meget hurtigt om, og ikke blive længere end een Nat paa hvert Sted[1].
Fra denne Olafs Antagelse til Konge paa Oplandet regnes hans Regjerings Begyndelse i Norge. Imidlertid kunde han dog ikke anse sig for ret Konge i Norge førend han var bleven anerkjendt af Thrønderne. Til Thrøndelagen maatte det derfor være ham magtpaaliggende, snarest muligt at komme, for at prøve sin Lykke. Men her opholdt Svein Jarl sig med sine fleste Tilhængere, og det maatte næsten ansees som en Dumdristighed af Olaf at vove sig did. Paa den anden Side havde Svein saa meget mindre Grund til at vente luun, og stolende herpaa gjorde Olaf et skyndsomt Tog lige fra Oplandene over Fjeldet ned til Throndhjem, for at overrumple Svein, der skulde holde sit Julegjestebud i Steinker. Det fortælles, at
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 50, Snorre, Cap. 34. Om disse Forhandlinger gjelder det samme, som ovenfor er ytret om Olafs Ophold hos Sigurd: nogen authentisk Bekræftelse paa Rigtigheden af alle Enkeltheder findes ej, og det er kun Fortællingens egen Sandsynlighed, som bærer den oppe. Kong Røreks hele Fremstilling af de politiske Forholde under de forrige Konger er, hvad enten nu Ordene ere lagte ham i Munden af Sagaskriveren eller ej, yderst merkelig. Noget heraf er vistnok urigtigt, navnlig at Olaf Tryggvessøn skulde have krævet Afgifter af Oplændingekongerne, med mindre der her kun sigtes til hiin ene Gang, da Olaf var paa Oplandene og christnede Ringerike 998, ved hvilken Lejlighed ogsaa en Deel af Oplandene, rimeligviis de tilstødende Distrikter, skulle være blevne christnede. Se ovfr. S. 316.
