Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/554

Denne siden er korrekturlest
528
Olaf Haraldssøn.


en enkelt Beretning skal endog nogle af Olafs Folk være blevne dræbte[1]. Olaf styrede ud til Orkedalen, hvor han gik i Land, og drog opad Dalen til Fjelds og tilbage den samme Vej han var kommen, til Dalene og derfra til Hedemarken. Men Svein Jarl tog hele det oplagte Juleforraad, og brændte de nys istandsatte Huse ved Nidaros, saa at Byen atter lagdes øde[2].

  1. Fagrsk. Cap. 92, som i den hele Beretning afviger lidt fra den sædvanlige. Navnligen lader den Olaf først efter Julen komme til Nidaros, medens Olaf den helliges Saga og Snorre lade ham tilbringe Julen der.
  2. Fortællingen om alt dette findes i Fagrsk. Cap, 91, 92; i Olaf d. hell. Saga, Cap. 51–53, og meget vidtløftigere hos Snorre, Cap. 37–43. Intet forekommer derom i den legend. Saga. Thjodrek, Cap. 19, synes at mene at Olaf strax efter Ankomsten til Norge drog til Throndhjem, eller maaske ikke engang kom derhen, da det heder at han mistvivlede om at faa Hjelp hos Thrønderne, hvis Ubestandighed han kjendte, og forfulgt af Svein, tyede til Oplandene. Heller ikke belægges Fortællingen med andre Vers, end et Halvvers, som Fagrsk. tillægger en Thord Sjaarekssøn, om hvem den siden fortæller at han digtede en Draapa om Olaf (Cap. 100), til hvilken den vel altsaa antager hiint Halvvers at høre, medens derimod Olaf d. hell. Saga og Snorre, uden at nævne Forfatteren, siger at det er digtet om en Kløng Brunessøn, der befandt sig hos Svein Jarl. Der siges her at Svein opbrændte de halvgjorte Huse ved Nidelven. Det er tillige noget besynderligt, at Sagaen ved at omtale hvorledes Svein Jarl undgik Olaf i Moseviken, nævner „Løv paa Træerne“, uagtet det var Vintertid. Føjer man hertil, at Olaf ved sit senere Besøg i Gudbrandsdalen næsten omtales som fremmed, kunde der nok altid være Grund til nogen Tvivl om Beretningens Paalidelighed. Men, alle Omstændigheder overvejede, maa den dog i det hele taget antages for sikker. Ej alene har den fuldkommen Præget af den simple, fortællende Stiil, der charakteriserer de egte Traditioner lige over for de ordrige Legender og sildigere Opdigtelser; men den nævner derhos saa mange Biomstændigheder og Navne, at et Øjevidnes Udsagn maa antages at ligge til Grund, Det er forhen S. 258 omtalt, at Are frode fik mange Beretninger af Odd Kolssøn, der igjen havde faaet dem af den forstandige Thorgeir Afraadskoll, der boede paa Nidaros 995. Hvis der var noget, Thorgeir fremfor andet maatte vide Besked om, var det dog, hvad der foregik i Thrøndelagen og rundt om Nidaros. Blev Olaf overfalden her af Svein, maatte Thorgeir have været et Øjevidne dertil, og saavel af Olafs som af Sveins Folk maa han have faaet de nøjagtigste Beretninger om hvad der strax forhen havde fundet Sted, nemlig Mødet ved Moseviken, Olafs Besøg paa Steinker, m. m. Man maa følgelig formode, at den her anførte Beretning hovedsageligen er Thorgeirs. At en senere Sagaskriver har omtalt „Løv“ ved Juletid, kan være en Misforstaaelse, thi sandsynligviis har det især været Furegrene, hvormed Svein skjulte sig. At Olaf senere omtales som fremmed i Gudbrandsdalen, kan egentlig forklares paa den ovennævnte Maade, at han nemlig paa sin tidligere Færd drog til Fjelds og øster over (der staar endog udtrykkeligt, at han paa Tilbagevejen drog „øster“ over Fjeldet fra Orkedal til „Dalene“ og saa til Gudbrandsdalen), eller det kan betragtes som en Art af Ironi i Bøndernes Mund. I et Vers af Sighvat (Fagrsk. Cap. 93) hentydes der maaske ogsaa til at Thrønderne, der ved Nesje kæmpede mod Olaf, havde brudt deres Ed, altsaa at de tidligere havde tilsagt ham deres Troskab.