hvert Fylke for at holde Thing med Bønderne og lade sig hylde. Der fortælles ogsaa, at han allerede nu skal have ladet de christne Love oplæse og mange Levninger af Hedendommen afskaffe. Det er imidlertid neppe sandsynligt, at han denne Gang skulde have opholdt sig saa længe derved, især da der til dette udfordredes, at han maatte føle sig i sikker Besiddelse af Tronen, hvori der endnu manglede saa meget. Paa Mørerne, i Raumsdal, i
Vinteren over i Throndhjem, og ikke førend det følgende Aar drog sydefter. Der er dog flere Omstændigheder, som vise, at Olaf endnu samme Aar, han var kommen til Throndhjem, drog tilbage igjen til Viken. Det vil erindres, at Olaf sejrede ved Nesje den 25de Marts. Det kunde ikke vare længe, førend han erfarede, at Jarlen havde forladt Landet. Han tiltraadte da strax Rejsen til Throndhjem, altsaa vistnok i Begyndelsen af April. Med gunstig Vind, siges der, skyndte han sig forbi Vestkysten, følgelig kom han vel til Throndhjem i det mindste sidst i April. Hvad han der udrettede, maatte han kunne have udrettet senest indtil Høstens Begyndelse eller Midten af August. Paa den Tid, eller noget før („det begyndte at høste“, heder det), maa Svein Jarl være død, og Efterretningen derom maa være kommen til Throndhjem først i September. Denne Efterretning, siges der, og vistnok med Rette, bragte Indthrønderne til at underkaste sig. Men da Indthrønderne gave de svenske Skatkrævere et betinget Svar med Hensyn til Skatten, kunde de, da disse indfandt sig, endnu ej have hyldet Olaf: Thurgøt og Æsgøt maa saaledes have været i Throndhjem enten sidst i August eller først i September. Men deres Drab, i Forbindelse med Efterretningen om Jarlens Død, maa have forandret Olafs Stilling og Plan, om han end fra først af havde tænkt at forblive om Vinteren i Throndhjem. Thi nu, siden Jarlen var død, havde han intet Angreb paa Throndhjem at frygte, og kunde saaledes forholdsviis være sikker paa denne Besiddelse, medens derimod Viken og Oplandene hvert Øjeblik truedes med Angreb fra svensk Side, til Hevn for Æsgøts Drab. Der var saaledes al Grund for Olaf til at ile sydover igjen, og sikre sig Viken jo før jo heller. Der er tillige andre tydelige Spor af, at Sagaskriveren har trukket dette Aars Begivenheder ud, for at faa dem til at passe i Tidsregningen. Han lader, som vi have seet, Olaf strax efter Nesjeslaget thinge med Bønderne i den vestre Deel af Viken om Antagelse, uagtet vi dog finde, at Danekongens Sysselmænd endnu opholdt sig der, og kun flygtede da Olaf kom didhen fra Throndhjem (Olaf den helliges Saga, Cap. 63, Snorre, Cap. 59), ligesom det først var da „at alt Landsfolket i vestre Viken gik under ham“. Hans første Færd forbi vestre Viken eller rettere Agder har saaledes været langt hurtigere, end Sagaen angiver. Der tales og om Indretningen af hans Gaard og Hird i Nidaros, og hans Bestræbelser for Christendommens Ophjelpelse og Lovenes Forbedring, altsammen øjensynligt tilhørende senere Aar, da han, som vi og ovenfor have antydet, umuligt kan have vovet at indlade sig herpaa, førend han nogenledes havde sikret sig Herredømmet. Ja det indsees neppe engang, hvorledes han skulde have faaet Tid til at gjøre de nødvendige Forberedelser, ej at tale om at alt dette passer bedre paa den næste Vinter, han sad i Throndhjem, nemlig den 4de, (i Sagaen den 5te), se Olaf den helliges Saga, Cap. 99, Snorre, Cap. 110, efter at han havde sikret sig Riget og sluttet Fred med den svenske Konge; ligesom og den Ytring, som forekommer om hans Bestræbelser for Christendommens Indførelse, have et mere almindeligt, til ingen bestemt Tid sigtende Præg, og gjentages
