Fjordene og Sogn synes han ingen Modstand at have fundet, men blev tagen til Konge paa hvert Lagthing, maaske ogsaa paa Hordaland, skjønt dette hørte til Erling Skjalgssøns Rige. Da han kom til Karmsund, sendte han Bud til Erling, foreslog ham at slutte Forlig, og indbød ham til et Møde paa Hvitingsø ved Indløbet til Buknfjorden. Erling kom, og talte selv, som det heder, med Kongen, men fandt noget andet i hans Ord end man havde sagt ham. Erling fordrede nemlig og ventede at beholde alle de Veitsler, som Olaf Tryggvessøn og siden Jarlerne Svein og Haakon havde givet ham; „i saa Fald“, sagde han til Kongen, „skal jeg blive din Mand og hulde Ven“. Men Kongen vilde ikke indlade sig herpaa. Han meente, at Erling gjerne kunde være meget vel bekjendt at tage de samme Vejtsler af ham, som han havde taget af Erik Jarl, der dog havde tilføjet ham saa stor Skade; han lovede at gjøre ham til den fornemste blandt alle Lendermændene i Landet, og sagde at han skulde sætte den største Priis paa hans Tjeneste, men for Vejtslernes Uddeling vilde han selv raade, og vilde ej betragte Lendermændene som om de vare odelbaarne til de kongelige Ættebesiddelser. I dette sidste Stokke havde Olaf fuldkommen Ret, derimod opfattede han Erlings Forhold til Erik Jarl urigtigt, thi Erling havde intet Len modtaget af Erik, men holdt sig kun ved sin egen Magt og Anseelse; medens Erik, om muligt, gjerne havde berøvet ham alle hans Forleninger. Erling Skjalgssøn havde liden Lyst til at bøje sig for Kongen; „den Tjeneste, jeg yder dig med min gode Vilje, maa dog være dig fordeelagtigere end den tvungne“, sagde han og afbrød Samtalen. Men Erlings Venner og Frænder bade ham paa det indstændigste at give efter og ikke drive Sagen til det yderste; „du vil jo dog alligevel“, sagde de, „stedse blive den fornemste Lendermand formedelst din Driftighed, dine mægtige Frænder og din Rigdom“. Erling, som indsaa, at Kongen ikke var den, der lod sig lede eller skræmme, medens en Kamp med ham dog var betænkelig nok, gav efter, gik Kongen
desuden for en Deel i Cap. 99 (Snorre, 110), hvor hans næste Vinterophold i Nidaros omtales. Se Olaf den helliges Saga, Cap. 58, 59, Snorre, Cap. 56, jvfr. Olaf den helliges Cap. 99, Snorre, Cap. 110. Her bliver det af megen Vegt, at Fagrskinna, Cap. 98, udtrykkeligt synes at henføre hans Bestræbelser for Lovgivningen og Christendommen til den Tid, da han var bleven „Enevoldskonge i Norge“. Og endelig, hvad der gjør Udslaget, Fagrskinna, Cap. 93 siger udtrykkeligt, at Olaf tilbragte den første Vinter øster ved Raumelven eller Glommen. For en saa uforbeholden Angivelse maa der dog være nogen Autoritet, medens man derimod ved Olaf den helliges Saga altid maa befrygte, at Sagaen og Chronologen, der gik ud fra at Olaf, herskede i 16 Vintre, har søgt at udstrække eet af Regjeringsaarene til tvende. De øvrige Enkeltheder i Olafs Chronologi, saadan som den findes i Kongesagaerne, stemme derimod, hvad der paa sit Sted skal vises, saa nøje med de sikrere Tidsbestemmelser, vi af andre paalidelige Skrifter kunne hente, at der neppe kan være nogen Tvivl om deres Rigtighed.
