Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/571

Denne siden er korrekturlest
545
Gudleik gerdske og Eyvind Urarhorn.


her prægtige Varer, hvoriblandt Pell, der kunde anvendes til Højtidsdragt for Kongen, ypperlig Bordstads, og herligt Pelsverk. Paa Tilbagevejen fik han Modvind og blev en lang Stund liggende under Øland. Wien imidlertid havde Thurgøt Skarde, den samme, hvis Broder Æsgøt var bleven hængt i Throndhjem, og som selv havde maattet rejse med et vel bemandet Langskib derfra med uforrettet Sag, allerede længe ligget paa Luur efter Gudleik. Da han hørte at denne var kommen til Øland, skyndte han sig derhen og angreb ham. Gudleik og hans Mænd forsvarede sig godt, og Striden blev langvarig, men da Thurgøt havde langt flere Folk, blev han omsider Sejrherre. Gudleik og mange af hans Mænd faldt, en heel Deel bleve saarede, og den hele kostbare Ladning faldt i Thurgøts Hænder. Denne uddeelte alt Byttet ligeligen blandt sine Mænd, paa de Kostbarheder nær, som vare indkjøbte for Kong Olafs Regning. Disse, sagde han, skulde hans egen Konge have som en ringe Erstatning for den Skat, der tilkom ham fra Norge. Han tog derfor Vejen nordover til Svithjod. Men kort efter kom Eyvind Urarhorn til Øland, hørte, hvad der var skeet, satte strax efter Thurgøt, indhentede ham i Sviaskærene, og angreb ham. Der faldt Thurgøt og de fleste af hans Folk, og Eyvind tog det hele Bytte, deriblandt ogsaa Kong Olafs Kostbarheder, hvilke han saaledes, da han kom hjem til Norge, kunde bringe Kongen, som takkede ham meget for hans raske Ferd, og paany tilsagde ham sit Venskab.

Paa denne Maade førtes Fejden mellem begge Konger: den synes i det hele taget mere at have været en personlig, end en Folke-Krig. Om Sommeren havde Olaf Leding ude, og drog atter lige ned til Elven, hvor han laa længe, og hvor Folket gik ham til Haande, saa at nu endelig hele Ranrike adlød ham[1]. Den svenske Konge var, fortælles der, saa opbragt paa Olaf, at ingen i hans Paahør maatte kalde denne med hans rette Navn; han skulde kun hede „den digre Mand[2]. Bønderne i Viken og i Gautland ønskede derimod intet heller, end at der fremdeles maatte være venskabelig Forstaaelse og Kjøbfred mellem begge Lande. Af samme Mening var ogsaa Jarlen i Vester-Gautland, Ragnvald Ulfssøn[3]. Hans Hustru, Ingebjørg Tryggvesdatter, opfordrede ham desuden paa det ivrigste til at søge Kong Olafs Venskab og slutte sig til ham, deels fordi hun selv var nær beslægtet med ham og derfor nærede Forkjærlighed for ham, deels fordi hun ej kunde glemme Sviakongen det, at han havde været med at tage hendes Broder, Kong Olaf

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 65.
  2. Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 66.
  3. Om Ragnvald Ulfssøn og hans Giftermaal med Ingebjørg Tryggvesdatter, se ovenfor S. 369, 381.