Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/574

Denne siden er korrekturlest
548
Olaf Haraldssøn.


handlingerne med Sverige. Hjalte var derfor bleven meget venskabeligt modtagen, og Kongen havde anviist ham Plads ved Siden af Bjørn Stallare, med hvem han snart kom i fortroligt Venskab. Da Hjalte saa, at Bjørn var saa nedslagen, spurgte han deeltagende, om han var syg, eller om nogen havde fornærmet ham. Bjørn fortalte ham, hvilket farligt Hverv han havde faaet af Kongen. Hjalte sagde, at de, som hørte til Kongernes nærmeste Omgivelser og derfor nøde større Hæder og Anseelse end andre, ogsaa paa den anden Side maatte finde sig i at komme i mangen Livsfare; „men“, lagde han til, „Kongen har megen Lykke med sig, og denne Sendelse vil, hvis den faar et godt Udfald, være dig til stor Hæder“. „Du taler om denne Ferd, som en let Sag“, sagde Bjørn, „maaske du vil gjøre mig Følge, thi Kongen har givet mig Tilladelse til at tage mine Følgesvende med“? Hertil var Hjalte strax villig, „thi“, sagde han, „jeg skal lede længe, førend jeg finder en saadan Sidemand“[1].

Faa Dage efter, da Kongen var paa et Møde meldte Bjørn sig hos ham for at faa nærmere Besked; han var nu rejsefærdig, selv tolvte, og Hestene stode allerede opsadlede udenfor. Kongen sagde: „I skulle bringe Sviakongen det Bud fra mig, at jeg ønsker at stifte Fred mellem begge Riger, saaledes at de beholde de Grændseskjel, som de havde paa Olaf Tryggvessøns Tid, og at enhver af os forpligter sig til, ikke at overtræde dem: hvad Folketabet angaar, da er dette ej engang værd at omtale, hvis et Forlig skal komme istand, thi Sviakongen vil aldrig med Penge kunne bøde den Mandskade, vi have lidt af Sviarne“. Han bød Bjørn først at drage til Ragnvald Jarl og paa Kongens Vegne bede ham om hans Bistand i denne Sag med Raad og Daad; han erklærede sig tilfreds, hvis Bjørn bragte det saa vidt, at han af Sviakongens egen Mund fik et bestemt Svar, Ja eller Nej. Som Jertejner til Ragnvald Jarl gav han Bjørn et Sverd og en Guldfingerring, hvilke Jarlen paa det sidste Møde havde foræret Kongen: Sverdet skulde Bjørn selv beholde, men Ringen skulde han give

  1. I Olaf den helliges Saga, Cap. 70, Snorre, Cap. 70, tales der om, at ogsaa Sighvat Skald var med paa denne Rejse, efter Bjørns Anmodning, og der anføres nogle Vers af ham, hvori han beskriver Rejsen. Da han imidlertid slet ikke siden fremtræder eller nævnes ved hele denne Expedition, hvorved han dog vistnok, om han havde været med, vilde have spillet en betydelig Rolle, og da han endog senere omtales som opholdende sig hos Kong Olaf paa en Tid, da Bjørn neppe endnu var vendt tilbage fra Sverige (nemlig ved Paasketid, 6 April 1018, se Olaf den helliges Saga, Cap. 81, Snorre, Cap. 84; jvfr. nedf. S. 559, Note 2), maa man formode, at de her anførte Vers høre til de saakaldte Østerfareviser, som han digtede om sin Rejse til Ragnvald Jarl om Høsten 1018, og at Sagaskriveren har misforstaaet et Sted i disse, hvor Sighvat omtaler sit Venskab for Bjørn Stallare, som om det sigtede til, at han skulde have ledsaget ham Vinteren 1017–1018.