Det var, som vi have seet, nu virkelig lykkets Harald Graafeld at underkaste sig baade Viken og Thrøndelagen, og saaledes herskede han, om end kun for en kort Tid, over hele Norge. Men ved at tage Viken i Besiddelse uden, at udspørge Danekongen Harald Gormssøn, traadte han i et fiendtligt Forhold til denne sin Velgjører og Fosterfader. Thi Viken betragtede Danekongernes Æt fremdeles som et dem med Rette tilhørende Landskab, hvilket kun Mangel paa tilbørlig Magt hidtil havde hindret dem fra at tage i Besiddelse. Vi have nævnt, hvorledes allerede Erik Blod-
og i Fagrskinna Cap. 35. Men den i sig selv heel romantiske Begivenhed er allerede i gamle Tider bleven forvansket og udsmykket. Der er saaledes en egen saakaldet Thaatt om Sigurd Sleva eller rettere om Klypp (Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur III. 83–88), hvori denne kaldes Thorkell Klypp, og hvor Sigurd sender ham til England for at kræve Skat af Kong Ædhelred, men imidlertid forfører hans Kone. Thorkell kommer hjem med nogle Penge, Ædhelred havde givet ham som Vennegave, ikke som Skat; han erfarer Kongens Misgjerning, beslutter at tage Hevn, og udfører denne Beslutning paa Thinget, hvor han overrækker Kongen Skatten; idet nemlig Kongen betragter Pengene, tager Klypp en Øxe frem under sin Kappe, og sætter delt i Hovedet paa Kongen, men bliver øjeblikkeligen gjennemboret af sin Frænde Agmund, Hørde-Kaares Søn. Aaluf følger siden til Island med Bødvar, en Broder til Hall paa Sida, og egter ham, ligesom hendes og Klypps Datter Gudrun egter Einar Eyjulfssøn paa Tveraa. Paa denne Fortælling, der kun findes i Flatøbogen (der dog ogsaa tidligere meddeler den sædvanlige), støtter sig aabenbart et Sted i Biskop Kløngs Slægtregister, aftrykt i Islendinga Sögur 1ste B. S. 361 efter et Pergamentsbrudstykke af den saakaldte Melabog af Landnáma, nedskrevet i det 14de Aarhundrede; det heder her, at Kløngs Farmoder hed Thorkatla, hendes Moder Gudrun, og at Gudruns Moder var Helga, Datter af Einar Eyjulfssøn og Gudrun Datter af Klypp Thordssøn. Men deels strider det mod Tidsregningen, at Einar, som endnu levede efter 1020, skulde egte Aaluf 964, og at Ædhelred, der besteg Theorien i 978, allerede i 964 skulde være Konge, deels er det en paatagelig Urigtighed, at Sigurd skulde have vovet at kræve Skat af den engelske Konge; hertil kommer, at Landnáma selv veed hverken noget om Halls Broder Bødvar, eller om Einars Giftermaal med Aaluf. Det hele synes derfor at være sammensat for at forherlige nogle islandske Ætter. Der er endnu en forskjellig, men heel omstændelig Beretning om Sigurds Drab i den opdigtede Thord Redes Saga. Man behøver ej bedre Beviis paa dens Uefterrettelighed end at erfare, at Aaluf siges at være en Datter af Skegge paa Reyke, d. e. Midfjordskegge paa Island, og at Sigurds Drab henføres til Oplandene. Historia Norvegiæ fol. 8. a. siger, man skulde næsten tro ved en Misforstaaelse, at Sigurd blev dræbt til Things ved en Opstand af Bønderne paa Vors, anførte af Vemund Valubrjot (Vala- ɔ: Spaakvinde-Bryder), men at det derimod var Gunrød (Gudrød), som havde vanæret Klypps (han kaldes her Thorkel Klypp) Hustru og blev dræbt af ham. Navnet paa den, der dræbte Klypp, angives forskjelligt; hos Snorre, i Ágrip og i Hist. Norv. kaldes han Erling gamle, i Fagrskinna derimod Sigurd gamle, i Flatøbogen Agmund Hørdekaaresøn.
