over hele Sverige; den skal være ude førend Isen gaar op af Vandene, og med den vil jeg drage til Norge for at ødelægge alt Landet med Odd, Egg og Brand“. Han var saa vred, at det ikke nyttede at tale til ham, og hun gik derfor bort. Hjalte, som havde holdt Øje med Samtalen, gik strax hen til hende for at høre Udfaldet: hun fortalte ham det, og bad ham aldrig mere bringe denne Sag paa Bane for Kongen. Med hende talte han dog oftere om Olaf digre, beskrev hende hans Udseende og Leveviis, og roste ham paa det bedste: dette virkede kjendeligt. Engang spurgte Hjalte, om hun vilde tillade ham at sige noget, han havde paa Hjertet. Hun tillod det, dog saaledes at ingen anden hørte det. Hjalte spurgte hende nu, hvad Svar hun vilde give, om Kong Olaf Haraldssøn bejlede til hende. Hun rødmede, taug en Stund og sagde at hun aldrig havde tænkt over den Sag og derfor heller ikke kunde give noget bestemt Svar, men indrømmede dog, at hvis Olaf virkelig var en saa herlig Mand i alle Dele, som Hjalte skildrede ham, kunde hun ikke ønske sig noget bedre Giftermaal. Hjalte sagde, at han ingenlunde havde overdrevet Olafs Ros. De talte nu oftere med hinanden om denne Sag, som han maatte love hende ikke at omtale til andre, da Kongen ellers let kunde faa Nys derom, og da naturligviis vilde blive overmaade vred. Dog indviedes Skaldene Gissur og Ottar i Hemmeligheden: de fandt at det var saare ønskeligt, om dette Giftermaal kunde komme istand, og Ottar, der var djervest i sine Ord og bedst anskreven hos de Store, talte ligeledes ofte med Kongedatteren og Hjalte derom, idet han sandede alt, hvad denne havde sagt til Olafs Priis. Da Hjalte endelig troede at kunne være vis paa et heldigt Udfald, hvad Ingegerds Følelser angik, sendte han sine to gautske Tjenere med Breve fra ham selv og Ingegerd til Jarlen og hans Hustru; i sit Brev lod Hjalte Ytringer falde om den Sag, han havde bragt paa Bane for Ingegerd, og om hendes Svar[1].
Dette var lidt før Juul. Ved Goe Tid, eller midt i Februar, skulde det store aarlige Thing holdes i Uppsala, som Kongen i sit Svar til Ingegerd havde omtalt. I Hedendommens Tider havde det været forbundet med et stort Hovedblot, hvortil man fra hele Sverige skulde indfinde sig, ligesom der og holdtes Marked og Kjøbstevne i en Uge. Da Christendommen var antagen af flere, navnligen af Kongen og hans Familie, afskaffedes vel Blotet, men Thinget og Markedet vedbleve[2]. Til dette Thing skulde
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 68–72, Snorre, Cap. 68–71. Hvor vidt Hjalte og Ingegerd virkelig skreve „Brev“ til Ragnvald og Ingebjørg er vel heel tvivlsomt. Slig Skrivekyndighed fandtes paa hiin Tid, saa nær efter Christendommen, neppe hos Lægfolk; og Budskabet har sikkert kun været mundtligt, i det højeste maaske ledsaget af enkelte Tegn.
- ↑ „Da Kongerne“ tilføjer Olaf den helliges Saga, Cap. 75 (Snorre, Cap. 76) paa dette Sted, „ophørte med at residere i Upsala, flyttedes Markedet til Kyn-
