Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/581

Denne siden er korrekturlest
555
Ragnvald Jarl og Bjørn i Uppsala.


Ragnvald Jarl ogsaa indfinde sig, og dette var saaledes den bedste Lejlighed for ham til at tale Bjørns Sag, om hvis heldige Udfald Hjaltes og Ingegerds Breve saa vel som Sendebudenes mundtlige Udsagn gave et Slags Haab. Strax efter Julen tiltraadte han Rejsen med 60 Mand, ledsaget af Bjørn og dennes Følge. Da han kom til Svithjod, sendte han Bud til Ingegerd og bad hende komme ham i Møde paa Ulleraker, hvor hun ejede store Gaarde[1]. Ingegerd rejste strax, ledsaget af mange Mænd, og Hjalte fulgte med. Før Afrejsen tog han Afsked med Kongen. Han sagde ham mange smigrende Ord om den Pragt, der herskede ved hans Hof, og fik til Gjengjeld den Ros, at han var en forstandig og sædelig Mand, som godt vidste at omgaaes med Fyrster. Paa Ulleraker modtog Ingegerd Jarlen med et festligt Gilde. Han forblev der i nogle Dage, og talte mangt og meget med hende, især om Fejden mellem begge Konger, til hvis Bilæggelse der efter hendes Mening var liden tidligt. Jarlen sagde, at den bedste Maade til at faa et Forlig istand vilde være, om hun egtede Norges Konge, og bad hende derfor sige sin oprigtige Mening, hvor vidt hun syntes om dette Giftermaal eller ej, thi i sidste Tilfælde vilde han ikke engang bringe det paa Bane. Hun sagde, at hendes Fader havde den fornemste Stemme, hvad dette angik, men at næst ham var der ingen af alle hendes Frænder, til hvis Raad hun heller lyttede i alle vigtige Anliggender, end Ragnvald; det var hende saare magtpaaliggende, at høre hans nærmere Mening derom. Jarlen raadede hende paa det ivrigste til at give Olaf sin Haand; han kunde ikke noksom rose ham og ophøje hans berømmelige Bedrifter, i Særdeleshed dvælede han ved hans sidste Foretagende i den nys forløbne Høst, hvilket vi nedenfor nærmere komme til at omtale, nemlig at han paa en eneste Morgen havde fanget fem Konger og underkastet sig deres Besiddelser[2]. Kort at sige, han skildrede hende dette Giftermaal som saa glimrende og ønskeligt, at alle hendes Betænkeligheder, om hun ellers havde nogen, maatte svinde, og da han rejste videre, kunde det betragtes som en afgjort Sag, at hun ikke vilde sige Olaf Nej. Fra Ulleraker begav Jarlen sig med sit Følge, hvortil nu ogsaa Hjalte sluttede sig, til sin Frænde og Fosterfader Thorgny Thorgnyssøn, Lagmand i Tiundaland. Lagmændene i Sverige havde betydelig Magt, men især Tiundalands Lagmand. Hvert enkelt Landskab i Sverige, heder det i Olaf Haraldssøns Saga, har sit Lagthing og sin særegne Lovgivning; over hver Lovgivning er der en Lagmand, og

    delmisse, og har siden stedse været holdt paa den Tid, men varer ej længer end tre Dage“. Det er det bekjendte Distingens (Disaþings) Marked, som endnu holdes hvert Aar i Upsala.

  1. Ulleraker er vel rimeligviis Ulleraaker i Simtuna Hered.
  2. Se nedenfor § 59.