paa det bedste og stadseligste. Der samlede sig ogsaa en talrig og udvalgt Skare om ham. De fleste Stormænd indfandt sig, ledsagede af de ypperste blandt deres Omgivelser. Enhver havde grebet sig an efter yderste Evne med. Hensyn til Klæder, Vaaben og Skibe. Kong Olaf maa saaledes være kommen til Kongehelle i et meget prægtigt Optog, og Gemytterne maa have været meget spendte af Forventning om al den Stads og Herlighed, man nu skulde faa at see. Men man ventede og ventede i lang Tid, og ingen Sviakonge kom. Olaf lod spørge vidt og bredt, om nogen havde hørt til havt, eller vidste hvad han tog sig for, men ingen kunde sige ham Besked derom. Tilsidst sendte han Folk op i Gautland til Ragnvald Jarl, for at spørge om han vidste Aarsagen, hvorfor Sviakongen ikke indfandt sig til Mødet, men Jarlen kunde heller ikke give anden Forklaring, end at Sviakongen, naar han var paa Rejser, ofte overvældedes med saa mange Forretninger, at han derved forsinkedes ud over den bestemte Tid: hvis ikke dette nu var Tilfældet, skulde han nærmere underrette Olaf om den egentlige Aarsag, naar han havde erfaret den.
Aarsagen til Sviakongens Udeblivelse var den, at Giftermaalet saa vel som Fredsslutningen var ham aldeles imod. Han havde vel, af Frygt for Bønderne, givet sit Samtykke dertil, men dette aftvungne Samtykke kunde ej være oprigtigt, og hans Hensigt var, lige fra Førstningen af, som man tydeligt kan see, at tilbagekalde det, i det mindste hvad Giftermaalet angaar, naar Lejlighed gaves, og naar han ikke længer truedes af en overlegen Bondehob. Man maa ogsaa indrømme, at for en Mand med hans Stolthed, som han vel tildeels ogsaa havde arvet efter sin Moder, maatte det være haardt at give sit Samtykke til et Giftermaal, som dette, der, saaledes som Forholdene paa de Tider endnu vare beskafne, virkelig maatte kaldes saare ulige. Olaf svenske var uimodsigeligt den højbyrdigste af Nordens daværende Konger[1]. Han nedstammede i lige Linje fra Ragnar Lodbrok, og uagtet den danske Konge roste sig af det samme, maatte der dog i denne Henseende herske nogen Tvivl[2]; saa meget var i det mindste vist, at de svenske Konger saa godt som den hele Tid siden Ragnar Lodbroks Dage havde været Overkonger, og til forskjellige Tider endog hersket over Danmark[3], medens det egentlig først var Knut, der havde gjort Danmark mægtigt og anseet. Norge var derimod ikke engang anerkjendt som et samlet
- ↑ Uppsala-Ætten er den fornemste af alle Ætter i Norden, siger senere Arnvid blinde, da den nedstammer fra Guderne selv.
- ↑ Se herom ovenfor, I B. S. 375, 376.
- ↑ Allersidst havde dette været Tilfældet, da, som vi have seet, Erik Sejrsæl og Olaf svenske selv havde hersket over Danmark. Men ogsaa tidligere synes Bjørn Jernside og hans nærmeste Efterfølgere, at have optraadt med Fordringer paa Overherredømmet i Norden, se I B. S. 375, 376, 714.
