Rige, det betragtedes hvad Sviakongens Ord til Hjalte noksom vise – kun som en Mængde indbyrdes usammenhængende Smaariger, der egentlig stode under Lodbroke-Ætlingernes Overherredømme. Harald Haarfagre, og de af hans Efterkommere, der traadte i hans Spor, ansaaes som Oprørere og Usurpatorer; en Søn af den ubetydelige Smaakonge Harald grønske, hvilken Sviakongens Moder ikke havde gjort sig nogen Samvittighed af at indebrænde, da han faldt hende besværlig med Frieri, kunde i Sønnens Øjne umuligt være noget passende Parti for hans egtefødde Datter[1], og det hjalp her ikke, at Olaf Haraldssøn nu ej længer hørte til Fylkekongernes Tal, men virkelig var Norges Overkonge, thi denne Magt havde han vundet paa Sviakongens Bekostning, og desto forhadtere maatte det være denne at see ham optræde som hans Ligemand. Endelig maa det erkjendes, at Sviakongens Samtykke var erhvervet paa en med god Stats-Orden saa lidet stemmende Maade, at han visselig kunde være at undskylde, om han ej betragtede sig bunden derved, naar han for Resten troede uden Fare at kunne bryde det. Man merkede snart, at dette var hans Hensigt. Sommeren gik hen, Kongens Omgivelser undredes over, at der ingen Forberedelser gjordes til den aftalte Brudeferd, og mange vare heel bekymrede derover, men ingen vovede at gjøre Kongen noget Spørgsmaal derom. Man henvendte sig til Ingegerd og bad hende lokke ud af sin Fader, hvad dog hans egentlige Hensigt var, men heller ikke hun havde Mod eller Lyst til at indlade sig derpaa, da hendes Fader endnu plejede at blive forbitret, hver Gang man kaldte Olaf digre Konge. Hendes Bekymring og Ængstelse bragte hende dog omsider til at forsøge, om hun ikke i det mindste kunde bringe hans Navn paa Bane. En Morgen kom Kongen hjem fra en heldig Jagt. Hans Høg havde dræbt 5 Orrer, og Hunden havde bragt ham dem alle. Da Ingegerd saa ham ride ind paa Gaarden, gik hun ud og hilsede ham. Han viste hende leende sit Bytte, og spurgte om hun kjendte nogen Konge, der i saa kort Tid havde gjort en saa stor Fangst. „Det er vistnok en god Morgenfangst, svarede hun, „at faa fem Orrer, men Olaf, Norges Konge, tog paa een Morgen fem Konger, og underkastede sig deres Riger“. Ved at høre disse Ord, sprang Kongen forbitret fra Hesten, og sagde: „Vid nu, Ingegerd, at saa megen Elsk som du end har lagt paa denne digre Mand, saa skal du dog aldrig faa kram: jeg vil bortgifte dig til en eller anden Høvding, hvis Ven jeg kan være bekjendt at være, men dette er ikke at tænke paa med en Mand, der med Vaaben har frataget mig mit Rige,
- ↑ Dette udtales ligefrem i de Ord, der senere (se nedf. S. 567) lægges Kongens Raadgiver Arnvid blinde i Munden (Olaf den bell. Saga, Cap. 89, Snorre, Cap. 96), nemlig at Olaf Haraldssøn var i Forhold til Ingegerd, som Leer til Guld, som en Træl til en Konge.
