ment. Dette tilsagde Gesandterne hende paa Jaroslavs Vegne. Hun betingede sig tillige at maatte vælge en Mand fra Sverige til at følge med hende, og at han i Gardarike skulde bære samme Titel og nyde samme Hæder, som hjemme. Ogsaa deri samtykkede saavel hendes Fader, som Gesandterne. Da valgte hun Ragnvald Jarl, for saaledes at unddrage ham sin Faders Vrede. Kongen blev yderst forbitret over Valget, og sagde, at Ragnvald tvertimod fortjente at hænges som Landsforræder, fordi han havde ført Kongens Datter til Norge, for at blive den digre Mands Frille. Men Ingegerd svarede, at Løftet nu engang var givet, og derfor ikke kunde tilbagekaldes. Kongen maatte da føje sig efter hendes Ønske, og samtykkede i, at Ragnvald uden Hinder forlod Sverige; men han lagde til, at Ragnvald aldrig skulde komme for hans Øjne eller til Svithjod, saa længe han levede. Ingegerd lod nu Jarlen underrette herom, og bestemte ham et Sted, hvor de kunde mødes, for at rejse tilsammen til Gardarike. Jarlen gjorde sig strax rede, drog til Østergautland, skaffede sig der Skibe: mødte Ingegerd paa det bestemte Sted, og fulgte med hende til Gardarike, hvor hun overdrog ham det hende tilstaaede Livgeding, Aldegjeborg[1] med Distrikt, som Jarldømme. Her skal han have hersket i lang Tid[2].
Sviakongen truede ej alene Ragnvald Jarl, men ogsaa Vestgauterne selv med Hevn og Straf, fordi de havde sluttet Stilstand med Norges Konge, og foretrukket at holde Venskab med ham for at føre en ødelæggende Grændsekrig. Fornemmelig rettede hans Harme sig mod dem, der havde fulgt Jarlen og Aastrid paa hendes Brudeferd til Norge. Efter Jarlens Bortrejse herskede der i den Anledning stor Uro blandt Vestgauterne. De holdt oftere Thing med hinanden og raadsloge om hvad de skulde gribe til. Nogle foresloge, at man skulde underkaste sig Norges Konge, for at nyde hans Beskyttelse. Andre fraraadede det, fordi Norges Hovedstyrke var for
- ↑ Om Aldegjeborg, saa kaldet efter Aldagen, Aldegja eller Ladoga, se ovenfor S. 86.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 88, Snorre, Cap. 95. Ragnvald Jarl døde kort før Stiklestadslaget 1030, se Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 2, Fagrsk. Cap. 149, jvfr. Eimunds Thaatt, Slutning. At Ingegerd egtede Jaroslav netop i det her angivne Aar, 1019, og at det i alle Fald ej kan have været, hvad nogle antage, i 1020, viser sig deraf, at de russiske Annaler udtrykkeligt sige at Vladimir, der ifølge Olaf den helliges Saga var Jaroslavs og Ingegerds ældste Søn, blev fød 1020; i hvilket Aar han ej kunde være fød, hvis Ingegerd om Sommeren 1020 havde egtet hans Fader. Ingegerd antog, som sædvanligt med de russiske Dronninger, ved Giftermaalet, eller rettere ved Daaben til den græske Kirke, Navnet Anna. Enkelte have troet, at Ingermannland, paa finlandsk kaldet Ingerin–maa, har faaet sit Navn efter Ingegerd (der nu som oftest udtales Inger); det er dog meget tvivlsomt; saa meget er vist, at „Ingermannland“ nærmest kommer af „Ingermændene“, der og kaldes Ingrier, paa russisk Izhorer.
