Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/592

566

Olaf Haraldssøn.

langt afsides til at den kunde være dem til nogen Hjelp mod Sviarnes Overmagt; i alle Fald fik man først prøve om det var muligt at blive forligte med Sviakongen: lod ikke dette sig gjøre, var det tidsnok at søge den norske Konges Værn. Denne sidste Mening vandt fleest Stemmer for sig, og det besluttedes at afsende en forstandig Mand til Sviakongen for at underhandle, eller rettere, som man af det Følgende seer, at forberede en Opstand. Valget faldt paa Lagmanden Emund af Skara, en højbyrbyrdig, rig, forstandig og veltalende, men underfundig Mand; han var den mægtigste i Vestergautland nu siden Jarlen var borte. Emund drog afsted med 30 Mand, først til Østergautland, siden til Svithjod; overalt opsøgte han de mægtigste Mænd, af hvilke flere vare hans Frænder. Alle vare enige med ham deri, at Kongens Fremferd stred mod Lov og Ret. Da Emund var kommen til Uppsala, traadte han frem for Kongen, just som denne sad ved et offentligt Folkestevne. Da Kongen spurgte ham om Nyt, fortalte han ham et Par opdigtede Historier, først om en Atte den dølske fra Vermeland, der for at forfølge en Ikorn, som han dog tilsidst ikke fik fat paa, lod sin Slæde, der var fyldt med ypperligt Pelsverk, i Stikken og fandt den ikke igjen; dernæst om en Gaute Tovessøn, der efter at have erobret fire danske Skibe forfulgte det femte uden at kunne naa det, men selv led Skibbrud ved Lesø, medens en anden dansk Flaade overfaldt hans øvrige tilbageblevne Skibe, dræbte Besætningen og tog alt det nys erobrede Bytte. Derpaa sagde Emund, at han havde en Sag at foredrage, i hvilken Vestgauternes Lov ikke stemmede med Uppsala-Loven: to ædelbaarne Mænd, een rig og een fattig, laa i Uenighed om noget Jordegods, indtil den rige paa det almindelige Thing blev dømt til at betale den anden en Deel Varer og Penge; men allerede ved første Termin betalte han Gæsling for Gaas, Smaagriis for gammelt Sviin, og Halvparten Guld, Halvparten Leer og Smuds i Stedet for en heel Mark Guld. Herom udbad Emund sig Kongens Dom. „Jeg dømmer“, sagde Kongen, at han skal fuldt udrede, hvad der er ham paalagt, men tre Gange saa meget til Kongen; har han ikke betalt inden Aar og Dag, skal han have forbrudt sin Ejendom og være utlæg. Halvdelen af hans Gods skal tilfalde Kongen, Halvdelen hans Modpart“. Emund skød alle de tilstedeværende Stormænd til Vidne paa denne Dom, som overeensstemmende med Uppsala Lov, hilsede Kongen og gik ud. Mindre Sager optoge nu Kongens Opmerksomhed; siden, da han gik til Bods, spurgte han vel efter Emund, og lod ham tilsige til sit Bord, men nu kom der Spillemænd ind med Harper, Giger og andre Slags Instrumenter; Musikken og Sangen og al den øvrige Lystighed beskjeftigede Kongen saaledes, at han ikke videre tænkte paa Emund den Dag. Den følgende Morgen huskede han, hvad Emund havde sagt, og lod sine tolv