ledes, at den, der hadede Fred og tragtede efter Smaating, medens han lod de store fare, maatte kaldes baade trættekjær, ondskabsfuld og tosset; at denne Snert saaledes rammede Kongen selv; thi han behøvede ej at frygte enten Norges Konge eller Danekongen eller nogen anden, saa længe Sviarnes Hær bilde følge ham, men hvis først Landets eget Folk vendte sig imod ham, vidste man ingen Udvej: nu vare virkelig mange misfornøjede med at han havde brudt sit Løfte til Norges Konge, men endnu mere over at han havde trodset Allsherjardommen paa Uppsala Thing. „Hvem er det“, spurgte Kongen, „som have stiftet dette Anslag og vilde skille mig ved mit Rige?“ „Det er alle Sviarne“, svarede Freyvid, „som ville have sin gamle Lov og fulde Ret; see eder kun om, hvor faa Høvdinger der er her tilstede om eder! endog vi Raadgivere skulde være tolv, men ere ikke flere end sex, fordi de øvrige have forladt Byen og begivet sig ud i Heredet for at holde Thing med LandfoIket: sandt at sige, er allerede Hærør opskaaren og omsendt, og et Refsething tilstevnet. Man har anmodet os Brødre om at deeltage i dette Anslag, men vi vægrede os derved, da vi ej vilde have Navn af Forrædere, thi dette var heller ikke vor Fader før os“. Kongen blev nu alvorlig bekymret, og spurgte Høvdingerne om Raad. Arnvid raadede ham til at drage ned til sine Skibe ved Aarosen (hvor det nuværende Upsala ligger), fare ud i Mælaren, og stevne Folket til sig med Venlighed og gode Løfter om at ville overholde Lov og Landsret; han skulde see til at saa standset Hærøren, der endnu ikke kunde have naaet langt; derpaa skulde han sende sine paalideligste Mænd til Bønderne for at underhandle med dem. Kongen samtykkede heri, og foreslog Brødrene at drage til Bønderne paa hans Vegne. Thorvid sagde at han helst vilde blive hos Kongen, men at dennes ti- eller tolvaarige egtefødde Søn Jakob burde følge med hans Brødre til Bønderne, da dette nok kunde behøves. Derved blev det; Olaf drog til sine Skibe og samlede en talrig Skare; Freyvid og Arnvid derimod rede ud til Ulleraker og toge Kongesønnen Jakob med sig, dog i al Hemmelighed. Det forholdt sig virkelig saaledes, at Bønderne havde flokket sig sammen, for at gjøre Oprør; Emund Lagmand havde den hele Tid, siden han forlod Uppsala, været meget virksom, og paa forskjellige Kanter samlede der sig Oprørsflokke efter hans Tilskyndelse. Hvad der meget bidrog til Forbitrelsen mod Kongen var og, som det lader, den Omstændighed, at hans Iver for Christendommen mishagede de mange Hedninger, der endnu fandtes blandt Sviarne, især da det hed, at han med det første vilde lade opbrænde Templet i Uppsala[1]. Freyvid og Arnvid tilbøde sig ligesom at gjøre fælles Sag med Upp-Sviarnes Flok, og da mange af Oprørerne vare deres Venner og Frænder, tog man med Glæde derimod. Det
- ↑ Dette fortælles af Adam af Bremen, II. 56.
