faldt da næsten af sig selv, at Brødrene fik meest at sige i denne Flok, der nu blev den talrigste af alle. Wien endnu lod det almindelige Raab, at man ej længer vilde have Olaf til Konge eller taale hans ulovlige og overmodige Færd. Freyvid, som indsaa, at det ikke nyttede andet end at tale Mængden efter Munden, kaldte Høvdingerne tilside og forestillede dem, at da det var Upp-Sviarnes gamle Ret, at afsætte og antage Konger, vilde det være en Skam for dem, om de nu lode sig foreskrive Regler desangaaende af Vestgauterne eller Emund, og at de derimod burde stille sig i Spidsen for dette Foretagende. Dette fandt alle vel talt, man blev enig derom, og Freyvid og Arnvid optraadte som Flokkens Formænd. Emund Lagmand, som hørte dette, begyndte at merke Uraad, og begav sig hen til Brødrene, for nærmere at føle dem paa Tænderne. De spurgte ham, hvem han og hans Venner agtede at tage til Konge, hvis Olaf Erikssøn blev dræbt. „Den“, svarede han, „som synes os bedst skikket dertil, hvad enten han er af Høvdingeæt eller ej“. Dertil svarede Freyvid: „Vi Upp-Sviar ville aldeles ikke, at Kongedømmet skal gaa ud af Uppsviakongernes Æt, saa længe vi leve, allermindst hvor vi have saa godt et Valg, som nu, da Kongen har to Sønner, mellem hvilke der rigtignok er stor Forskjel, siden den ene er egtefød og svensk i al sin Æt, medens den anden er Frillesøn og halv vendisk“. Disse Ord bleve optagne med stort Anfald, og alle vilde have Jakob til Konge; hvor meget end Emund ivrede derimod[1]. Freyvid og Arnvid lode Jakob træde frem i Forsamlingen, hvor han hilsedes med Kongenavn, hvorhos Sviarne ogsaa gave ham Navnet Anund, da de ikke kunde lide Navnet Jakob som udenlandskt. Han tog sig strax en Hird og valgte Høvdinger til Raadgivere og Ledsagere; derpaa lod han hele Bondehoben fare hver til sit. Der aabnedes nu Underhandlinger mellem Fader og Søn, og siden holdt de personligen et Møde, hvorved det bestemtes, at Olaf skulde være Konge over Landet, saa længe han levede, men holde Fred og Forlig med Norges Konge, faa vel som med alle dem, der havde deeltaget i Opstanden. Anund skulde ogsaa føre
- ↑ Emund skal ifølge Sagaerne have spaaet, at Sviarne nok vilde komme til at opleve den Tid, da Kongedømmet gik over fra Uppsviarnes gamle Kongeæt til en anden Slægt. Da dette sigter til den steinkelske Stammes Ophøjelse paa Tronen 1056, en Omstændighed, hvilken Emund, saa klog han var, dog neppe kunde forudsee, kan man vel heraf tydelig slutte, at den hele Fortælling i den Form, hvori den i Sagaen forekommer, maa vare yngre end hiint Aar. Lægges nu hertil, hvad der ovenfor er nævnt om de tre Raadgiveres Navne og de dem tillagte Naturfejl, indsees det letteligt, at Fortællingen ikke i eet og alt kan have fremstillet Tildragelserne, som de virkelig foregik, ligesom der ogsaa øjensynligt er lagt for liden Vegt paa det væsentlige Moment, Kongens Christendomsiver og befrygtede Attentat mod Uppsalatemplet maa have afgivet ved Opstandens Tilbliven. Men dette kan dog ikke svække Beretningens Sandfærdighed og Paalidelighed i alt det væsentlige. Dertil stemmer den altfor vel med Tidens Aand og de der bestaaende Forhold.
