Ophold nu var indskrænket saa længe som Freden med Sverige endnu ikke var sluttet. Da han selv havde fine fleste Frænder og Venner paa denne Kant, og tillige her allerførst var bleven anerkjendt som stunge, maa han vel i det hele taget her have anseet sig sikrere paa Folkets Hengivenhed og Troskab, end i
gen fangede elleve Konger. Herover bliver Kongen vred, siger at hun ej skal faa Olaf, og bortgifter hende til Jaroslav, over hvilken Krænkelse Kong Olaf Haraldssøn bliver meget ilde tilmode. Men en Stund efter drager Aastrid, Sviakongens Datter, med sin Fosterfader Egil til Kong Olaf i Norge, hilser ham fra Ingegerd, og beder ham være ved godt Mod. Kongen tier. Strax efter kommer hun igjen, og forærer ham fra Ingegerd en guldsømmet Skjorte, ledsaget af det Løfte at Olaf selv og alle hans Venner skulle nyde den bedste Modtagelse i hendes Rige. Han tier fremdeles. Tredie Gang gaar hun til ham og hilser atter fra Ingegerd, at den bedste Maade for Olaf at gjengjelde den Ydmygelse, han havde lidt af Sviakongen, var at han egtede hans anden Datter uden hans Vilje, og tilbyder sig at fæste sig ham selv. Dette Tilbud modtager Olaf og egter Aastrid. – Hvor usandsynligt meget af dette er, indsees let, f. Ex. at Hjalte skulde spille Hovedrollen ved Gesandtskabet, at Sviakongen saa taalmodigt og villigt skulde have gaaet ind paa hans Forestillinger; at Mødet i Kongehelle skulde have fundet Sted førend Fæstemaalet blev brudt; det er derhos endog aldeles urigtigt at Olaf opholdt sig den hele Tid i Throndhjem, heller ikke kan den øjensynligt tildannede Fortælling om Aastrids Rejse til Olaf og tre Gange gjentagne Besøg hos ham ansees for egte. Fremdeles omtales her, som man seer, Ragnvald Jarl og Thorgny ikke med et Ord, og den hele merkelige Beretning om Sviarnes Opstand udelades. Imidlertid tør det dog hænde at dette indeholder et indirekte Vidnesbyrd om, at Sviarnes Opstand ej saa meget grundede sig paa deres Misfornøjelse med Krigen, som paa deres Harme over Kongens Fiendskab mod Hedendommen. At Hjalte i sin første Samtale med Sviakongen virkelig fragik at have besøgt Kong Olaf, synes at staa i saa nøje Forbindelse med hans List, at udbetale Landøre, at man neppe kan tvivle paa, at den legendariske Sagas Fremstilling af Samtalen her er den retteste. – Fagrskinna, Cap. 95, 96 har en kortere Fremstilling af det hele, og følger et Slags Middelvej. Kede af Krigen, heder det, besluttede mægtige Mænd i begge Lande at aabne Underhandlinger mellem Kongerne, og det aftaltes at Sviakongen skulde bortgifte Ingegerd til Olaf. Men en Dag, da Kongen havde fældt fem Traner paa een Morgen, sagde Ingegerd at Olaf, Norges Konge, havde udrettet mere, idet han fangede ni Konger. Da brød Sviakongen Aftalen og udeblev fra det berammede Møde. Da Olaf atter sendte Gesandter for at kræve Forliget overholdt, svarede Sviakongen, at Olaf digre ej kunde faa Ingegerd, men derimod gjerne maatte faa hans Frilledatter Aastrid. Blandt Gesandterne var Sighvat, som om denne Rejse-digtede Østerfarerviserne. Olaf raadspurgte sine Venner, om han skulde modtage dette Tilbud, og de raadede ham dertil, især da man med det første kunde vente Angreb af Danerne. Saaledes sluttedes da Fred med Sviakongen, og Olaf egtede Aastrid. Ingegerd blev gift med Jaroslav, og sendte hun og Olaf gjensidigt mange prægtige Gaver til hinanden. I Gardarike var og Jarlen Ragnvald Ulfssøn, Ingegerds Frænde, Olafs gode Ven, som Sighvat sagde, da han var kommen tilbage fra et Gesandtskab, hvori Olaf havde sendt ham til Holmgard. Her lægges nu Sighvat det samme Vers i Munden, som Olaf d. hell. Saga lader ham kvæde, hvor
