Det var, som vi nedenfor skulle vise, Olafs alvorlige Hensigt at sammenknytte Norges hidtil saa løst sammenhængende Dele til et eneste vel organiseret og ordnet Heelt, der under Chiristendommens Velsignelser kunde gaa frem i sand Kultur, og arbejde lig op til en under den vilde Vikingetid ukjendt Grad af materielt og aandeligt Velvære. Men dette var umuligt, saa længe endnu nogen Deel af Riget bekjendte sig til Hedendommen, og ligeledes, saa længe der endnu fandtes andre Konger i Landet, end Olaf selv. Dette var just Tilfældet paa Oplandene, hvor ej alene Hedendommen endnu var overvejende, men hvor der tillige fandtes hedenske Konger af Harald Haarfagres Æt. Vare disse end kun Smaakonger, og havde de end anerkjendt Olaf som sin Overherre, saa havde de dog i Virkeligheden lige saa stor Arveret til Riget, som han selv, og kunde saaledes altid af en misfornøjet hedensk Flok opstilles som Tronprætendenter, medens de derhos kunde blive farlige Redskaber i en fremmed Magts Haand, da de, som vi have seet, endnu for det meste hyldede den ældre egoistiske Landskabspolitik, der kun lod dem stræbe efter særskilt Uafhængighed og privat Selvraadighed, uden at de formaaede at hæve flg til den højere og mere omfattende Patriotisme, der havde Norges Eenhed og ydre Selvstændighed for Øje. For Olaf maatte det altsaa være af højeste Vigtighed, jo før jo heller, at faa den Fare, der fra disse Kanter truede ham og hans Yndlingsplaner, afvendt, og dette kunde ikke ske uden ved Christendommens fuldkomne Indførelse Paa Oplandene, og ved hine Smaakongers fuldkomne Bortfjernelse. Vel opstillede der flg som en Hindring derimod, at Olaf selv som Betingelse for deres frivillige Hyldest havde lovet dem Sikkerhed og Beskyttelse. Men det var at forudsee, at de ej godvilligen vilde underkaste sig Kongens Christendomspaabud og øvrige Foranstaltninger til Ordenens Opretholdelse, saa at der altsaa ej vilde mangle paa tilstrækkelig Anledning til at refse dem, ligesom det vel, uagtet der ej udtrykkeligt meldes noget derom, neppe slaar fejl, at flere af dem, fornemmelig den trodsige Rørek, allerede længe havde næret Oprørsplaner mod Olaf, hvorom denne var vidende. Naar vi nu læse, at Olaf samme Høst, som han havde sendt Bjørn Stallare til Sverige, lod sende Folk til Oplandene med den Befaling, at Bønderne skulde berede Vejtsler for ham, da det var hans Hensigt at gjennemrejse disse Landskaber, og, som man siden erfoer, paabyde Christendommen[1], ere vi følgelig ogsaa berettigede til at antage, at det tillige var hans bestemte Plan, paa en eller anden Maade at gjøre Fylkeskongerne uskadelige, og Formaalet for hans Rejse maa derfor ej alene betragtes som religiøst, men ogsaa, og fornemmelig, som politisk.
Kongen tiltraadte saaledes om Høsten sin Rejse fra Sarpsborg, og først
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 73. Snorre, Cap. 72.
