til Vingulmark, eller Egnen mellem Oslofjorden og Raumarike[1]. Han passede det saaledes, at han altid standsede raa Steder, der laa Skovbygderne nærmest, thi det var især i de øvre Dele og de meest afsides Bygder, at Hedenskaben endnu holdt sig. Han lod alle Bygdens Folk, især dem, der boede meest afsides, stevne til sig, undersøgte paa det nøjeste, hvorledes Christendommen overholdtes, og hvor han merkede nogen Mangel heri, lod han de vankundige belære. Fandtes der nogen, som ej vilde forsage Hedendommen, behandlede han dem strengt, nogle jog han ud af Landet, andre lod han lemlæste paa Hænder eller Fødder eller blinde, andre lod han hænge eller halshugge. Denne Fremferd forekommer vistnok os efter vore nuværende Begreber temmelig haard og grum, men man maa ikke glemme, at de, der saaledes straffedes, maatte betragtes og vel ogsaa betragtedes som frafaldne, ligesom det ikke engang er tænkeligt, at de endnu skulde holde fast ved Hedendommen uden at lægge et saa afgjort Fiendskab mod Olaf for Dagen, at han var berettiget til at straffe dem. Efter at have indsat faa mange Prester i dette Fylke, som det befandtes nødvendigt, drog han, ledsaget af 360 stridbare Mænd[2], op til Raumarike. Jo længere han kom op i Landet, desto daarligere stod det sig med Christendommen, men han tvang dog hele Befolkningen til at antage den, og straffede haardt dem, der vægrede sig. Dette fandt Fylkeskongen paa Raumarike heel betænkeligt, thi hver Dag kom der mange Folk, mægtige og ringe, til ham og klagede derover[3]. Han tog den Beslutning at rejse op paa Hedemarken til Kong
- ↑ Der tales i Olaf d. hell. Saga om at han foretog denne Rejse, fordi det var Skik og Brug at Kongerne hver tredie Vinter gjorde slige Rejser paa Oplandene. Dette var dog kun to Aar efter hans sidste Rejse 1015–16; derimod finde vi, at hans følgende Rejse først blev foretagen 1021–22, altsaa 4 Aar senere, men den næste atter 3 Aar derefter, og saa fremdeles. Olaf har saaledes vist med Flid ladet 4 Aar hengaa efter Rejsen 1017–1018, siden denne egentlig foretoges for tidligt.
- ↑ Tre Hundreder, (som sædvanligt store Hundreder) siger Sagaen.
- ↑ Tidligere i Sagaen, hvor denne samme Konge omtales, kaldes han „en Konge paa Raumarike, der ogsaa herskede paa Thoten og Hadeland“ medens Kongen paa Hadeland der kaldes „Konge paa Valdres“. Det er ovenfor viist, at den saakaldte Konge paa Valdres snarere har haft sine fornemste Besiddelser i det til Hadafylke og maaske til Hadeland i vidtløftig Forstand hørende Distrikt kaldet Land, hvilket bliver saamegetmere sandsynligt, som det siden (Olaf d.hell. Saga, Cap. 117, Snorre, Cap. 129) fortælles, hvorledes Olaf christnede Valdres strax efter at han christnede Vors, og det saaledes, at man tydeligt kan see, at Valdres, ligesom Vors, da, som senere, regnedes til de vestlige Landskaber. Hvis altsaa den foregivne Konge paa Valdres virkelig har haft Besiddelser her, kan det ene have været i den allernederste Deel, maaske i Etnedalen, der i naturlig Henseende nærmest hører til Land. Dette bestyrkes end mere deraf, at han siden alene kaldes „Konge paa Hadeland“. Et: Spørgsmaal bliver det dog altid, om ikke „Valdres“ her er en Skrive- eller Læse-Fejl for „Vardal“,
