snaksom, talte om gamle Begivenheder fra den Tid, han var Konge, og ytrede sin Harme over dem, der havde skilt ham ved al hans forrige Magt og Lykke, og gjort ham til et Almisselem. „Men hvad der synes mig aller tyngst“, sagde han, „det er at du og mine andre Frænder, af hvem vi ventede os saa meget, skulle vanslægte, saa at I ej hevne de Forhaanelser, der ere tilføjede vor Æt“. Svein indvendte, at der var alt for stor Overmagt at binde an med. Rørek svarede, at han endda nogenledes skulde kunne trøste sig over den Skjendsel og Mishandling han havde lidt, naar han kunde drive det dertil, at han, skjønt blind, sejrede over den, der overvandt ham sovende. Olaf digre troede sig nu sikker, og det var en let Sag at tage ham af Dage. Selv vilde han gjerne forsøge derpaa, hvis ikke hans Blindhed hindrede ham deri; men han skulde finde paa et godt Raad dertil, og haabede at Svein vilde udføre det. Naar Olaf var dræbt, forudsaa han, at hans Fiender vilde erhverve Riget, og hvis han da selv blev Konge, skulde Svein blive hans Jarl“. Disse Overtalelser virkede. Svein paatog sig at myrde Kongen, og Rørek stillede det saaledes til, at naar Kongen gik til Aftensang, skulde Svein staa med draget Sax ude i Svalen, og gjennembore ham, i det han kom ud af Stuen. Svein indtog sin Plads, men da Kongen gik ud af Stuen, kom han hurtigere ind paa Svein, end denne ventede, Kongens Blik mødte hans: han blegnede og blev ganske haandfalden. Kongen merkede hans Forvirring, spurgte hvad der var paa Færde, og om han vilde svige ham. Svein kastede Kappen og Saxet fra sig, faldt Kongen til Fode og sagde: „Alt i Guds og eders Vold, Konge!“ Kongen lod ham gribe og lægge i Lænker, men skjenkede ham dog siden Livet, og lod ham senere forlade Landet. Rørek lod han ikke længer sidde ved sin Side, men paa den anden Bænk, han lod ham heller ikke længer sove i sit eget Sovekammer, men i et andet, hvor der sov mange Hirdmænd. Til at opvarte ham satte han to Hirdmænd, af prøvet Troskab og Paalidelighed: de maatte hverken Dag eller Nat vige fra ham.
Rørek lod lig imidlertid ikke afskrække ved sit første Uheld, men smedede nye Planer, deels til sin Befrielse, deels til at tage Kongen af Dage. Han forandrede nu tildeels sin Opførsel. Vel var han endnu ofte mange Dage stuur og ordknap, men stundom var han igjen saa lystig, at hvert Ord, han sagde, vakte Munterhed; stundom var han ogsaa ondskabsfuld i sin Tale. Som oftest drak han kun lidet, men undertiden drak han igjen alle dem, der vare om ham, under Bordet. Da han var rigeligt forsynet med Lommepenge, plejede han ofte, førend han gik til Sængs, at lade nogle Kander Mjød bringe ind i Kammeret og give alle de tilstedeværende at drikke, hvorfor han blev meget yndet. Dette skede især, da Kongen med sit Følge var kommen til Tunsberg, thi der vare allerede mange danske og saxiske Skibe saa vel som Nordfarere ankomne, og der var fuldt op af al Slags Mad-
