kjendte at det var Røreks Vogtere; de saa ligeledes, at der laa en Træstubbe med et dybt Hug – det var dette Hug, som havde lokket Vogterne ud –; Skosvenden, som de sendte til Røreks Sovekammer, fandt alle der inde sovende, men Kongen borte. Han vakte dem, og de gik strax ned i Gaarden, hvor de dræbte laa. Alle vare enige i, at man snarest muligt burde underrette Kongen herom, men ingen vovede at vække ham. Sighvat fandt da paa det Raad at gaa til Kirken og bede Klokkeren ringe for de dræbte Hirdmænds Sjæle, medens Thord vendte tilbage til Sovekammeret. Kongen vaagnede ved Ringningen, rejste sig op og spurgte, om det allerede nu var Ottesangstid. „Nej“, svarede Thord, „der er værre paa Færde; Rørek er borte og to af eders Hirdmænd dræbte. Kongen lod ham nu fortælle alt hvad han vidste om Sagen; derpaa lod han blæse til Hirdstevne og sendte Folk ud paa alle Kanter for at lede efter Rørek baade til Lands og Vands. Blandt dem, der droge til Vands, var Gjeste-Høvdingen Thore lange, der med 30 Mand satte afsted paa en Skude. Da det lysnede, saa de to smaa Skuder et Stykke forud, og roede af alle Kræfter for at indhente dem. Det lykkedes dem ogsaa, og da de kom nærmere, saa de, at Rørek virkelig sad i den ene, og at Besætningen i dem begge tilsammen udgjorde 30 Mand. De forfulgte styrede nu mod Landet, og: sprang alle i Land, undtagen Rørek, der blev siddende i Løftingen og tilraabte sine Mænd Farvel. Strax efter lagde Thores Skude til, men i.det samme afskød Finn litle en Piil, der traf Thore midt paa Livet saa at han strax døde; derpaa løb Finn, Sigurd og alle deres Mænd til Skovs. Thores Mænd toge hans Lig, saa vel som Kong Rørek, og roede tilbage igjen til Tunsberg. Olaf lod nu Rørek endnu omhyggeligere paapasse, og satte Folk til at vogte ham Nat og Dag. Paa Rørek selv kunde man ikke merke noget Mismod; han var saa lystig, som om intet ubehageligt havde hændt ham.
Da Christi Himmelfartsdag (15de Mai 1018) kom, gik Kongen i Højmesse, og Biskoppen førte ham i Procession først omkring Kirken, siden til hans Plads i Kirken nordenfor Chorsdøren. Rørek var ogsaa i Kirken og sad, som han plejede, Kongen nærmest. Han havde Kappen for sit Ansigt. Da Olaf havde sat sig, lagde Rørek Haanden paa hans Axel, følte paa ham, og sagde: „du har jo Pells-Klæde idag, Frænde!“ „Ja“, svarede Olaf, „thi i“Dag holdes der en stor Højtid til Erindring om at Jesus Christus steg fra Jorden til Himmelen“. „I fortælle saa meget om Christus, som jeg ikke skjønner og derfor heller ikke kan erindre“, sagde Rørek; „mangt og meget forekommer mig utroligt, skjønt rigtignok mange underlige Ting have skeet i gammel Stat Da Messen begyndte, rejste Olaf sig, holdt Hænderne foran Hovedet og bøjede sig mod Alteret, saa at Kappen gled ned fra hans Skuldre. I det samme foer Rørek hurtigt op, og stak efter Olaf med en Dolk. Stik-
