Efter de oplandske Kongers Nederlag og Freden med Sverige havde Olaf saaledes befæstet sit Herredømme i Viken og paa Oplandene, at hans Nærværelse der ej længer var nødvendig. Han var nu, siger Sagaen, Enevoldskonge over det hele Land, medens Harald Haarfagre derimod havde mange Fylkeskonger under sig: han havde nu ved fredelig Overeenskomst faaet den Deel af Landet, som Sviakongen havde haft; Danekongens forrige Deel havde han taget med Magt, og herskede der lige saa fuldt som andensteds i Landet. Han kunde saaledes nu uforstyrret udføre sin store Plan, al-
om en Sejr, Jaroslav vandt over Svjatopolk ved Alta, og lade denne dø i Landflygtighed, men vide derimod igjen intet om at han faldt for Eimunds Haand. Sagaen lader Brjatsheslav dø 3 Aar efter Forliget med Jaroslav, medens han ifølge de russiske Annaler ej døde førend 1044; dette kan vel forklares saaledes, at Brjatsheslav tre Aar derefter, ja maaske tidligere, atter har maattet forlade Kijev. Dette er nemlig meget muligt, om det end ikke omtales i de russiske Annaler, da disse paa dette Sted ere meget korte og ufuldstændige. Det grændser endog næsten til Vished, naar man erindrer, hvad vi ovenfor (S. 482) have paapeget, at der blandt de Underskrifter under et af Kong Knut den mægtige i Aaret 1026 i England udstedt Gavebrev findes Navnet Wrytsleof dux strax i Førstningen, mellem Navnene paa Kongens nærmeste Frænder eller besvogrede. Det var netop 4 Aar efter Aaret 1022, i hvilket vel Forliget mellem Jaroslav og Brjatsheslav sluttedes; Wrytsleof er aabenbart en Forvanskning af Vratislav, der igjen er den vendiske Form for „Brjatsheslav“, og det ligger saaledes meget nær at antage hiin Wrytsleof for Brjatsheslav, der paa den Tid, og maaske forjagen fra Rusland Aaret forud, opholdt sig hos Knut. Naar vi derhos læse hos Florents af Worcester (ved 1028), at Jarlen Haakon Erikssøn skulde egte en Datter af Knuts Syster Gunnhild og den vendiske Kong Wyrtgeorn, kunne vi, som allerede bemerket, neppe undgaa at opstille den Gisning, at Brjatsheslav havde egtet Knuts Syster, og at han saaledes ikke er nogen anden end hiin „Wyrtgeorn Vendernes Konge“. Thi „Wyrtgeorn“ (Vortigern), med hvilket Navn Anglerne fra de tidligste Tider af deres Ophold i England vare fortrolige – det er nemlig Navnet paa den britiske Konge, som ifølge det gamle Sagn indkaldte Hengest og Horsa – maatte af en Angler let kunne forvexles med det mere fremmede Wrytsleof eller Wyrtsleof, da „leóf“ og „georn“ i flere Forbindelser og Sammensætninger næsten ere eenstydige, hvilket endnu viser sig i Tydsk, hvor „lieber“ anvendes som Komparativ af „gern“. Den fjernere boende og mindre vel underrettede Englænder kunde letteligen begaa den Fejl at kalde en Fyrste i Polotsk Vendernes (d. e. Slavernes) Konge, især da „Rugi“ (Rügerne) ikke sjælden forvexles med „Russerne“ og omvendt, ligesom vi ogsaa senere i vore egne Sagaer finde Brjatsheslavs Ætling, Fyrst Volodar Glevovitsh, kaldet „Valadar, Konge af Polen“. Antages det, at Gisningen er rigtig, har man der Nøglen til, hvorfor „Wrytsleof“ i 1026 opholdt sig hos Knut, og man maa da vel ogsaa formode, at det har været Knuts middelbare eller umiddelbare Hjelp, som atter gjengav ham Besiddelsen af Polotsk.
