maaskee kort før Christendommens Indførelse[1], havde været stor Dyrtid og Elendighed, lod Bonden Thorkell paa Herjulfsnes en der i Bygden boende Kone, ved Navn Thorbjørg, kaldet den lille Valg, forrette Sejd, for at erfare, naar Uaaret vilde ophøre. Han modtog hende, som Skik og Brug fordrede, at slige Kvinder skulde modtages: der beredtes et Hynde for hende stoppet med Hønsefjeder[2]; hun kom om Aftenen, iført en blaa Hegtekaabe, besat i Kanten med Stene lige til Skjødet; hun havde Glasperler om Halsen, en sort Lammeskindshette, foret med hvidt Katteskind, paa Hovedet; om Livet havde hun et Knuske-Belte med en Skindpung, hvori hun gjemte sine „Tauver“ (Hexeredskaber[3]), i Haanden holdt hun en Stok med messingbeslagen, steenbesat Knap. Hendes Fødder beklædtes af lodne Kalveskindssko med lange Tvenger og store Messingknapper i Enderne, paa Hænderne havde hun Katteskindshandsker, indvendig hvide og lodne. Da hun kom ind, troede alle at maatte hilse hende ærbødigt, hun optog enhvers Hilsen efter som hun syntes om ham. Thorkell førte hende til hendes Sæde, og bad hende kaste Øjnene over Folk, Hjord og Huus. Hun svarede kun lidet. Da Bordene dækkedes, sattes der for hende Grød og Gedemelk, og tilberedte Hjerter af alle de Dyr, man kunde faa: hun betjente sig af en Messingskee og en tveholket Ertskniv med Skaft af Hvalrostand og afbrudt Od. Efter Bordet spurgte Huusbonden hende om, hvorledes hun syntes om altsammen, efter at have betragtet det, men hun undslog sig at besvare dette Spørgsmaal førend næste Dag. Om Morgenen lod hun alt indrette for sig saaledes, som det var nødvendigt for at fremme Sejden, altsaa, skjønt det ej udtrykkeligt nævnes, en Hjell eller Forhøjning( men der udfordredes og, at en eller flere af de tilstedeværende Kvinder skulde synge et Slags Sejdsang eller Kvad, kaldet Vardlokter. Da man forgjæves havde seet sig om efter nogle, traadte den unge Gudrid, der siden efter blev gift med Thorfinn Karlsevne, frem; hun var just nylig kommen fra Island med sin Fader Thorbjørn Vivelssøn, der med sin Familie havde fundet en gjestfri Modtagelse hos Thorkell. Han sagde, at hun paa Island af sin Fostermoder havde lært et Kvæde, kaldet Vardlokker, men at hun ej vilde synge det, eller hjelpe til Sejden, fordi hun var christen. Men ved Thorkells Overtalelser lod hun sig dog bevæge, skjønt hendes Fader gik ud for ej at være tilstede ved sligt
- ↑ Da Herjulf ej kom til Grønland førend 1000 (se ovenfor S. 466), kan Thorkell neppe nære kommen der før henved 100l eller 1002, da Christendommen allerede var antagen af flere. I det mindste var Gudrid selv, der sang Sejdsangen, og hendes Fader christne, som det strax efter siges.
- ↑ Dette afgiver maaske et Vink til at forklare den overtroiske Frygt, der endnu næres mod at anvende Hønsefjeder til Sængklæder.
- ↑ Slige Hexeredskaber eller Sager hørende til Trolddom omtales i den gamle vikske Christenret, Cap. 16. Menneskehaar, Frø-Fødder, Negle af Folk m. m. Ordet taufr svarer ganske til det tydske „Zauber“.
