Uvæsen. Hun sang Vardlokkerne saa godt, at Valen og alle de tilstedeværende roste hende derfor, og Valen forudsagde nu, at Uaaret ej skulde vare længere end til næste Aar[1]. Naar der blandt de Christne paa Grønland kunde øves slig hedensk Overtro, kan det vel neppe have været meget bedre i Norge. Meget deraf hvilede paa den naive Opfatning af de hedenske Religionsforhold, hvorpaa endog de christne Religionslærere sædvanligviis grundede deres Prædikener. De fremstillede, som vi allerede ovenfor have omtalt, de hedenske Guder ikke som blotte Fantasi-Fostre, de søgte ej at bortræsonnere deres Tilværelse, men de skildrede dem, og tænkte sig dem vel ogsaa, som virkelige med overnaturlig Magt begavede Væsener, der nu vare Christendommen fiendske og saaledes maatte regnes i Klasse med de onde Aander; de betragtede dem endog som Udsendinger af Djævelen, der ved deres Hjelp vilde lokke Menneskerne i Fordærvelse. Men paa den Maade ødelagdes ikke egentlig Troen paa disse Væsener. Den erklæredes kun for en slet og fordærvelig Tro i Forhold til den rette Tro eller Christendommen. En og anden, som i Hedendommens Tid maaskee havde været en Tvivler eller Art af Fritænker, kunde lettelig endog ved de christne Læreres Taler bringes til at tro mere paa de hedenske Guders Tilværelse, end forhen; og naar først den Forestilling var levende hos Folket, at Christus og de hedenske Guder vare at betragte som to stridende Magter[2], laa den Tanke nær, ved hemmelige Ofringer til de nationale Guder, hvilke man sandsynligviis altid tænkte sig nærmere og mere umiddelbart indgribende i det daglige Liv, at sikre sig deres Hengivenhed. Hertil kom endnu, at de mange ringere Naturguddomme, eller Personifikationer af Naturkræfterne, af hvilke vore Forfædre tænkte sig omgivne, som Jotner og Dverger i Bjergene, Alfer i Hose og rinder Jorden, Nykken i Elve, Huldren i Skovene, vist ikke synderlig ofte vare Gjenstand for Hedninge-Omvendernes Foredrag, da de, ikke dyrkede i Templer eller under Billeder, og allerede i Hedendommen tildeels betragtede som onde eller i det mindste ondskabsfulde, ej kunde synes dem farlige i Sammenligning med de virkelige Æser. Men derfor udryddedes heller ikke Troen paa dem: den er endnu til i vore Dage, og hvor langt sterkere maa den da ikke have været i Overgangstiden mellem Christendom og Hedenskab?
Blandt de Levninger fra Hedendommens Tid, der vedkom Gudsdyrkelsen, men gjorde sig gjeldende i det borgerlige Liv og Familielivet som Udtryk for den hedenske Opfatning af Samfundsforholdene, synes Børne-Udsættelsen især at have været herskende i Norden. Det er allerede fortalt, hvorledes man paa Island, da Christendommen blev lovtagen, endog saa at sige, maatte gaa paa Akkord med Hedningerne[3], hvad dette og et
