Par andre Punkter angik. I Norge maa den fremdeles have været almindelig, siden de ældste Christenretter ere saa omhyggelige i at foreskrive, at ethvert Barn, som fødes, ogsaa skal opfødes. Hvad Familielivet for øvrigt angik, da seer man, at uagtet Monogami egentlig stedse var herskende, regnede man det, endog i Christendommens første Tider, ej saa nøje med at tage flere Hustruer, vistnok aldrig i den Hensigt at leve sammen med dem alle paa een Gang, men dog uden at man ved Skilsmisse havde ophævet Egteskabet med den første, førend man tog den anden[1]. Ved Begravelser herskede der vist ogsaa flere fra Hedendommen levnede Skikke: for Høvdingen maatte det, om han end for Resten var nok saa ivrig Christen, være haardt, ej at kunne begrave sin Fader eller sine Frænder i den ældgamle Ættehøj, men at maatte føre ham til Kirken, og det har vist ikke sjælden hændt sig, at Højlægningen endog af den Christne har været anvendt, uagtet den paa det nøjeste var knyttet til Hedendommen, rimeligviis stedse forbunden med hedenske Formularer[2]. I de borgerlige Forhold spillede Trællevæsenet en saare vigtig Rolle; men da det er ufordrageligt med den sande Christendoms Aand, maatte det blive en Gjenstand for en Konges Opmerksomhed, hvis Opgave det just var, ej alene at udbrede Christendommen i sit Rige, men og at lade den gjennemtrænge alle de borgerlige Institutioner. Men Trællevæsenet hvilede igjen paa Vikingelivet, hvori endog Olaf selv, trods sin Iver for Christendommen, havde deeltaget, og Vikingevæsenet var saa nøje forvundet med Aasa-Troen, at Ordene „Hedninger“ og „Vikinger“ hos de fremmede Skribenter, der omtale vore Forfædres Vikingetog, bruges i een og samme Betydning. Vi have berørt et legendarisk Sagn, om at Olaf, da han i Forening med Thorkell høje herjede paa Island og kom i den yderste Fare, aflagde det højtidelige Løfte at ville afstaa fra Hærferd og Ran, om han blev frelst[3]. Er Begivenheden end i denne Skikkelse en senere opkommen Legende, saa er det dog paa den anden Side yderst rimeligt, at Vikingelivet er blevet Olaf utaaleligt, at det har fyldt hans Sind med Rædsel for dets Raahed og Skrækkescener, og derved end mere opflammet hans Iver for at udrydde Hedenskaben, hvori Vikingevæsenet havde sin Rod. Allerede den Omstændighed, at Olaf efter al Sandsynlighed var tilstede ved den fromme Erkebiskop Ælfheahs Mishandling og Drab, maatte være nok til at tynge paa hans Samvittighed, og vække det alvorlige Forsæt hos ham, at gjøre Bod og Bedring ved at opofre sig i Christendommens Tjeneste.
- ↑ Endog Kong Harald Sigurdssøn havde saaledes to Hustruer samtidigt.
- ↑ F. Ex. at binde Helsko, som det fortælles ved Vesteins Begravelse, se ovenfor S. 170, at vise til Valhall, som Tilfældet var ved Haakon den godes Begravelse, se ovenfor 1 B. S. 766.
- ↑ Se ovenfor S. 510, Note 5. Den legendariske Saga, Cap. 17.
