Høst, men alene mindre Gilder, Omgangsselskaber og Vennelag; hvad de omtalte Mindeskaaler til Æserne angik, da vidste alle forstandige Mænd at afholde sig fra slige Ord, men hvad uvittige Folk sagde i deres Datum, kunde han ej svare for. Da han godt vidste at belægge sine Ord og var djerv til at tale, forsvarede han sig og Bønderne saa godt, at Kongen gav dem Tilladelse til at rejse hjem igjen, idet han sagde at Indthrønderne skulde selv faa bære Vidnesbyrd før sig om hvorledes det stod til med deres Tro. Men længer ud paa Vintren fik Kongen høre, at Indthrønderne atter havde en talrig Sammenkomst paa Mæren, hvor de ved Midvinters Tid holdt store Blot for Fred og en god Vinter. Han lod nu paany sende Bud til Indhered og stevne de forstandigste Bønder til sig. Bønderne raadsloge om, hvad de skulde gjøre herved: de havde ingen Lyst til at rejse, men da Ølve efter deres indstændige Anmodning atter paatog sig at stille sig i Spidsen for dem og svare paa deres Vegne, droge de afsted. Da han kom til Byen, indfandt han sig hos Kongen, som paastod, at Bønderne havde haft Midvinterblot. Ølve benegtede fremdeles noget saadant; „vi Bønder“, sagde han, „havde Julegjestebud og mange Samdrikkelag rundt om i Herederne; Bønderne beregne ikke sit Forraad til Julegildet saa knapt, at der jo er meget tilovers, og dermed gjøre de sig til Gode i Drikkelag længe efter. Paa Mæren er der store Huse og Omegnen er tæt bebygget, derfor finder man det især fornøjeligt at samles der og at drikke mange tilsammen“. Kongen svarede kort og temmelig ublidt, at det nok forholdt sig anderledes, end Ølve havde sagt. Han tillod dog Bønderne at rejse hjem igjen, men sagde at han nok selv skulde skaffe sig sikker Oplysning i denne Sag; han bad dem alvorligt, ikke oftere at gjøre som de hidtil havde gjort. Dermed rejste Bønderne hjem, fortalte hvorledes det var gaaet dem, og sagde at Kongen var ikke lidet ond.
Ved Paasketid (1021) havde Olaf et stort Gjestebud, hvortil baade Bymænd og Bønder vare indbudne. Strax efter Paasken lod han sine Skibe sætte frem og udruste, idet han imidlertid sendte Bud efter en af sine Aarmænd eller Gaardsfogder, ved Navn Thoralde, der bestyrede Kongsgaarden Haug i Verdalen[1]. Thoralde kom strax. Kongen kaldte ham til Samtale med sig i Eenrum, og bød ham nøjagtigt at fortælle, hvorledes det hang sammen med Indthrøndernes foregivne Blotfester; „som min Aarmand“, sagde Kongen, „er du forpligtet til at sige mig Sandheden“. Thoralde svarede, at dersom han skulde sige Sandheden maatte Kongen først love ham at sørge for ham selv, hans Kone og to Sønner, hvilke han, tilligemed alt det Løsøre, han i Hast kunde samle, for Sikkerheds Skyld
- ↑ Haug er en stor Gaard, langt ude i Verdalen, efter hvilken en Skibrede havde sit Navn, og hvor der senere i Middelalderen stod en Kirke, indviet til St. Andreas.
