streng han er i at hevne Fornærmelser, tykkes det mig et stort Under at han har skaanet eder saa længe; men han venter vel ganske sikkert at I ville ydmyge eder for ham og dyrke ham“. Kongen stod derpaa op og svarede: „du har talt mangt og meget til os denne Morgen, og undrer dig over at du ej kan see vor Gud: jeg venter at han snart kommer til os. Derimod Undrer jeg mig over, at du vil skræmme os med din Gud, som er blind og døv og hverken kan bjerge sig selv eller andre, eller komme af Stedet uden at bæres af andre: jeg aner at han snart vil faa en Ufærd, thi see nu mod Østen, der kommer vor Gud med meget Lys“! Solen stod just op, og alle Bønderne vendte sig imod den. Kongen havde tidligere givet Kolbein sterke et Vink om, at naar det traf sig saaledes under hans Tale, at Bønderne vendte sig fra sin Gud, skulde han slaa til den af alle Kræfter med Klubben. Dette gjorde nu Kolbein, og slog til Billedet saa eftertrykkeligt, at det brast i mange Stykker. Ved Lyden heraf vendte Bønderne sig om og saa deres Gud ligge sønderslagen, medens Muus saa store som Katte, og Ormer og Padder valt ud. Bønderne bleve saa rædde, at de flygtede deels til deres Baade, deels til deres Heste; men da de satte Baadene ud, løb de fulde af Vand, og Hestene vare ingen Steds at finde. Der var nu en stor Larm. Olaf lod Bønderne kalde tilbage, og bad dom ikke at bære sig saa, thi han havde noget at tale med dem om. De adløde, og Thinget blev paany sat. Kongen rejste sig og sagde: „jeg skjønner ikke, hvad al denne Tummel og Løben frem og tilbage skal betyde. I see nu, hvad eders Gud duede til, som I dyngede Guld og Kostbarheder paa, og bevertede med Mad og Drikke; Ormer og Padder, Muus og Øgler have nydt godt deraf, som I nu saa, og det er tilpas til dem, der tro paa sligt og ej ville lade slig Galskab fare. Tager nu eders Guld og Kostbarheder op her fra Marken og bringer det hjem til eders Kvinder, men dynger det ikke paa Stokke eller Stene. Og vælger nu et af to, enten strax at antage Christendommen, eller at holde Slag med mig i Dag, saa kan den sejre, hvem vor Gud vil unde Sejren“. Dale-Gudbrand sagde: „stor Skade have vi lidt paa vor Gud, men siden han ej kunde hjelpe os, er det vel saa, at din Gud er mægtigere, og vor Gud svag og daarlig, saa snart han har med andre end os alene at bestille; det ville vi nu gjengjelde ham med at lade Troen paa ham fare, men derimod dyrke din Gud, og tro paa ham“. Alle lovede nu at antage Christendommen, og bleve døbte. Biskoppen selv døbte Gudbrand og hans Søn. Gudbrand skal have ladet bygge en Kirke paa sin Gaard, og lagt betydeligt Jordegods til af sine egne Ejendomme. Olaf lod flere Prester blive tilbage i disse Hereder, og han og Gudbrand skiltes som gode Venner[1].
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 107, 108, Snorre, Cap. 118, 118; den legen-
