indviede og Prester udnævnte. Fra Hedemarken drog han til Thoten og Hadeland, hvor han, som det heder, rettede paa Folkets Troesskikke, ligesaa paa Ringerike. Derpaa drog han til Oslo, og opholdt sig der nogle Dage, i den Hensigt at besøge Raumarike. Da Raumerne hørte dette, flokkede de sig sammen, for at møde Olaf med væbnet Haand og formene ham Adgangen. Hans forrige Besøg, sagde de, skulde de nok aldrig glemme, og det skulde være sidste Gang, han var kommen der. Kongen traf Flokken ved Nittesund, og vandt, som det synes, en let Sejr. Bønderne faldt strax til Fode, og han gjennemrejste det hele Fylke, indtil alle havde antaget Christendommen. Han drog heelt op i Soløer, som ligeledes christnedes. Der kom Skalden Ottar svarte til ham, for at gaa ham til Haande: han bragte Efterretningen om at Olaf Sviakonge var død (sidst i 1021 eller først i 1022), og at Anund saaledes nu var Enekonge i Sverige[1]. Vintren var nu næsten forbi, og Olaf vendte atter tilbage til Raumarike, hvor han stevnede et talrigt Thing paa Eidsvold, hvor Eidsiva-Thinget siden den Tid, og vist ogsaa tidligere, plejede at holdes. Han satte da, siges det, i Lovene, at Oplændingerne skulde søge til dette Thing, og at Eidsævis-Loven skulde gjelde i alle Oplandenes Fylker, og vide andensteds, hvor den siden har gjeldt[2]. Disse merkelige Ord bekræfte paa det tydeligste, hvad der allerede ovenfor er ytret, at det ej var Christendommen og Christenretten alene, som Olaf paa disse sine Rejser paabød og deels med det Gode, deels ved Trusler, fik Indbyggerne til at antage, men at det desforuden var den hele, af ham og hans Raadgivere gjennemgaaede og efter Christendommens Aand lempede, altsaa i mange væsentlige Stykker forandrede, verdslige Lovgivning, hvilken han paa denne Maade skaffede Indgang, ligesom vi allerede have seet, at han i Thrøndelagen ej alene havde ladet Kirkeloven, men den hele modificerede Lovgivning, oplæse og faaet den vedtagen. Desforuden
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap.120, siger kun at da Olaf vendte tilbage fra Soløer, var Vintren for en stor Deel forløben, og at Sviakongen var død tidligere.den Vinter, førend Ottar svarte kom til Olaf paa Soløer. Det er saaledes umuligt at vide, om Sviakongens Død indtraf før eller efter Nytaar 1022. Alt hvad vi med Bestemthed kunne sige, er alene, at han døde om Vintren 1021–1022.
- ↑ Olaf d. hen. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap. 120.
Vejtsler i Gudbrandsdalen og tillige baade op til Throndhjem og tilbage igjen. Men det er tillige viist, at ved „Gudbrandsdalen“ forstaaes paa dette Sted kun Kong Gudrøds Distrikt, altsaa den sydligste Deel nærmest Mjøsen, og at Olaf for Resten har rejst saa skyndsomt op ad saa afsides Fjeldveje, maaskee endog gjennem Østerdalen, og til Throndhjem og ned igjen, at Gudbrandsdølerne da neppe have seet noget til ham. For øvrigt kan der dog nok ogsaa i Gudbrands Ord ligge nogen Haan eller Ironi; men at i det mindste Sagafortælleren vil have det betragtet som om Olaf var aldeles fremmed i Gudbrandsdalen, er aabenbart.
