Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/646

Denne siden er korrekturlest
620
Olaf Haraldssøn.


af Vintren tilbragte han i Sarpsborg, hvorfra han i Begyndelsen af det følgende Aar tiltraadte sin bebudede Rejse til de vestlige Kystfylker. Paa sin Side lod Aasbjørn Sigurdssøn en tyvesædet Snekke, som han ejede, sætte frem og udruste strax efter Kyndelmisse, stevnede Folk til sig og drog sydefter med 90 vel bevæbnede Mænd: Han fik daarlig Vind, saa at Farten gik noget langsomt; han holdt sig mere udenskjærs end indenskjærs, og kom endelig om Aftenen Thorsdag i Paaskeugen (18de April) til den ydre Side af Karm-Øen, hvor den var mindre bebygget.; Da de havde tjeldet, sagde Aasbjørn til sine Mænd, at de kunde blive der og bie paa ham, medens han selv gik op paa Øen for at undersøge, hvad der var paa Færde. Han var simpelt klæd, med en sid Hat, en Fork i Haanden, og et Sverd under Klæderne. Han gik tvers over Øen, indtil han kom paa en Højde, hvorfra man kunde see ned til Agvaldsnes Gaard og videre til Karmsund: der saa han en Mængde Folk;fare baade til Lands og Vands, hvilke alle stevnede til Agvaldsnes. Han undredes derover, gik ned til Gaarden og hen til nogle Tjenestefolk, der syslede med Maden: af deres Tale hørte han: at Kong Olaf var kommen der til Gjestebud, og just var gaaen til Bords; Aasbjørn gik nu ind i Stuen: man lagde ikke Merke til ham i Forstuen, thi der gik Folk idelig ind og ud. Stuedøren selv var aaben, og han saa Thore Sel staa foran Højsædesbordet. Han hørte ligeledes, at man spurgte ham om, hvorledes det var løbet af mellem ham og Aasbjørn, og at Thore nu fortalte baade vidt og bredt derom, men paa en meget partisk Maade, hvorved Aasbjørn kom i et latterligt Lys. Da man spurgte ham, hvorledes Aasbjørn optog det, at de ryddede Skibet, sagde han: „nogenledes, dog ikke videre godt; men da vi byttede Sejlene, hørte vi tydeligt Graaden sidde i hans Hals“. Dette var for meget for Aasbjørn at taale, han styrtede ind med draget Sverd, og med de Ord: „nu er dog Graaden ude af min Hals“! hug han til Thore saa voldsomt, at Hovedet fløj af og faldt paa Bordet lige for Kongen, men Kroppen for hans Fødder, og Disken og Dugen baade oppe og nede blev ganske blodig. Kongen bød at man strax skulde gribe Aasbjørn og føre ham ud, medens Thores Lig, Dugene og Bordtøjet blev taget bort og Blodet afvasket. Kongen var overmaade vred, men som sædvanligt, afholdt han sig fra heftige Udbrud. Skjalg Erlingssøn, Aasbjørns Søskendebarn[1], stod strax op, gik hen til ham, og tilbød at udrede Bøder for Aasbjørn, hvis Kongen blot vilde skjenke ham Liv og Lemmer, men for Resten bestemme om ham og hans Gods, hvad han fandt for godt: „Er det da ikke allerede en Dødssag“, spurgte Kongen, „at han brød Paaskefreden, en anden, at han begik Drab i Kongens Herberge, og

  1. Skjalg opholdt sig nemlig, som vi have seet, hos Kongen siden Erlings og dennes nye Forlig i Tunsberg.