siges der, havde han christnet alt Landet overalt hvor der var større Hereder, og havde ligeledes ordnet Lovgivningen over det hele Land[1]. Der var, tillægges der paa et andet Sted, ingen Afdal eller Ud-Ø i hans Rige, hvor en hedensk Mand monne findes[2]. Efter hvad man maa formode, var det paa denne Rejse, at Gulathingets gejstlige og verdslige Anliggender ordnedes, fornemmelig paa et Thing, som holdtes paa Øen Moster, eller det saakaldte Mostrarthing, hvor, som det i Gulathingsloven heder, Kong Olaf og Biskop Grimkell satte Christenretten[3]. Thi paa Olafs forrige store Rejse fra Throndhjem over Raumsdalen til Gudbrandsdalen og videre til de ydre Egne af Oplandene og Viken, samt tilbage igjen langs Kysten til Hørdaland og Sogn, og derpaa over Land til Nidaros, (1021–1023) har Grimkell neppe været med, siden ikke han, men derimod Sigurd stedse nævnes som den Biskop, der ledsagede Olaf; hvad enten nu Grimkell er bleven tilbage i Throndhjem for at ordne de kirkelige Anliggender der, eller og, – hvad der er endnu sandsynligere – at han, efter at være bleven en Stund tilbage i Throndhjem, siden, og navnlig i Aaret 1023, har været fraværende paa et Gesandtskab hos den bremiske Erkebiskop Unwan. Thi til denne blev han, som vi af Mag. Adam erfare, virkelig sendt af Olaf med Foræringer, med Anmodning om at han vilde venligt modtage Olafs, fra England medbragte Biskopper – det vil her just ikke sige i Bremen selv, men i sit Erkestift, til hvilket ifølge Oprettelses-Bullen alle Nordens Lande, følgelig ogsaa Norge hørte, – og at han derhos vilde sende flere af sine egne Gejstlige, for at styrke det endnu kun lidet oplærte norske Folk i Troen[4]. Det spendte Forhold, som den hele Tid nødvendigviis havde maattet herske mellem Olaf og Knut, og som allerede – hvad der snart skal vises – var nær ved at bryde ud i aabenbar Krig, maatte gjøre det vanskeligt for Olaf at faa saa mange Gejstlige fra England, som han behøvede til at befæste sit Omvendelsesverk, og til at beklæde alle de Sogneprest-Embeder, som nu bleve eller vare oprettede rundt om i Landet ved de nye Kirker. Han og hans Biskopper have altsaa, – hvorvel just ikke saa gjerne, da der altid, hvad Norge angik, herskede Skinsyge mellem den bremiske og den engelske Kirke, – seet sig nødsagede til at henvende sig til den bremiske Metropolit om nødvendig Bistand, og følgelig til i det mindste for Øjeblikket, at an-
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 121, Snorre, Cap. 133. Om Tiden, naar Olaf rejste afsted, faar man et Slags Underretning i det neestfølgende Capitel, hvor det heder at Thorarin Nevjulfssøn fulgte Kongen fra Throndhjem til Møre, og derfra i 4 Døgn rejste til Island, hvor han kom ved Althingstid, altsaa sidst i Juni.
- ↑ Den legend. Saga, Cap. 32, jvfr. Fagrskinna, Cap. 94.
- ↑ Ældre Gulathingslov, Cap. 10. Mostrarthingets Bestemmelser optoges ogsaa tildeels for Frostathing, see ældre Frostathings-Lov III. 1.
- ↑ Mag. Adam af Bremen II. 55, IV. 33.
