skulde der fastes, saaledes at man afholdt sig fra at spise Kjød. Helligdagene skulde tilsiges af hver Prest i hans Syssel d. e. Preste-Gjeld ved at opskære Kors og lade det gaa rundt paa samme Maade som man opskar Budstikke og sendte den omkring. Presten var ansvarlig for Rigtigheden af Budet, og skulde, om nogen Fejl var indløben, enten til Fods eller til Hest søge at indhente det, førend det var kommet omkring[1]. For Egteskaber gives nøjagtige Bestemmelser. Kun een Kone skulde en Mand have, dog var Straffen ikke stor, om han i hendes Levetid tog en anden[2]. Langt strengere var Straffen for Blodskam med nær beslægtede. Blandt de forbudne Led opføres allerede de saakaldte Gudsivjer eller Gudslægtninge, nemlig de, der ved Fadderskab kom i det saakaldte aandelige Slægtskab med Barnet[3]. Kirkelig Vielse paabydes ingensteds. Alle afdøde, undtagen grove Forbrydere og Selvmordere skulde begraves ved Kirken. Men et merkeligt Beviis paa den strenge Afsondring, som raadede med Hensyn til Standsforskjellen, er det, at der i de ældste Christenretter for Viken og Oplandene tales om bestemte Afdelinger paa Kirkegaarden, hvor de forskjellige Klasser skulde begraves: Bestemmelser, som vistnok ogsaa i Praxis have været overholdte i Gulathingslagen og Frostathingslagen. Kirkegaarden, heder det i den gamle vikske Christenret, er deelt i 4 Dele til Begravelser; Lendermændene skulle begraves østenfor Kirken og søndenfor under Tagdryppet; have de ikke Deel i Kirkegaarden, skulle de kun ligge i Bøndernes (Hauldernes) Leje. Næst dem skulle Haulderne og deres Børn begraves, saa Leysingerne og Leysingernes Børn, derefter Frjalsgjaverne og deres Børn, og endelig Trælle og Lig, der af Havet ere drevne op paa Stranden og have Haaret skaaret paa norsk Viis[4]. En smuk Bestemmelse var det dog, som findes i den ældre Gulathings-Christenret, og som vistnok har været gjeldende for det hele Land, at der hvert Aar skulde frigives een Træl i det hele Thingdistrikt, hvortil alle Fylkerne aarligen stiftedes, og desforuden een Træl aarligt i hvert Fylke, hvortil Fjerdingerne i hvert Fylke aarligen skiftedes[5]. At det ogsaa har været vedtaget i Frostathingslagen, sees af en Bestemmelse, som paabyder, at der paa en bestemt Dag før St. Hans skulde arbejdes paa Vejenes Forbedring, hvilket, som det siges, kommer i Stedet for den Trælle-Frigivelse, som tidligere var paabuden i Loven, og som alle havde vedtaget af Tak-
- ↑ Gulathings-Lov, Cap. 19. Borgarth. Lov, Cap. 13.
- ↑ Straffen er 3 Marks Bod, og Skrifte for Biskoppen. Vielse omtales ikke som nødvendig.
- ↑ Ældre Gulathings-Lov, Cap. 26. Frostathings-Lov, III. Cap. S. Borgarth., Cap. 15. Eidsiva-Lov, Cap. 53.
- ↑ Ældre Gulathings-Lov, Cap. 23. Borgarth. Lov, Cap. 9. Eidsiva-Lov, Cap. 50. Frostathings-Lov II. 15. Jvfr. ovf. 1 B. S. 144.
- ↑ Ældre Gulathings-Lov, Cap. 4, 5.
lathings-Loven omtales Olafs-Messe som paabuden af Olaf og Grimkell; dette viser, at ogsaa her nyere Tilsætninger have fundet Sted.
