tales, skulde man formode, at de havde tilhørt Ætten fra tidligere Dage[1]. Imidlertid bleve de ved hans Død, som andet Gods, der tilhørte Udlændinger, erklærede at tilhøre Kongen. Thord, som imidlertid havde hevnet sin Faders Død og vundet stor Anseelse, besluttede at drage over til Sogn for at vinde Arven tilbage, og kjøbte sig derfor en Knarr, thi det var hans Hensigt ogsaa at tage sin Hustru Thorunn med; da hun vægrede sig ved at følge ham, blev han ærgerlig og nedgrov meget af sit Gods i Jorden. Hun spaaede at han vilde have liden Nytte saavel deraf, som af hvad han ventede at faa i Norge, og det viste sig at hun spaaede Ret, thi Skibet blev borte og man hørte intet til det siden. Hans og Thorunns eneste Søn Thorgils var da kun to Aar gammel. Nogle Aar efter egtede Thorfinn den tapre og haardføre Thorgrim Thormodssøn, der efter de talrige Ar og Skrammer, han havde faaet paa sine mange Vikingetog, fik Tilnavnet „Arrebein“. Thorgils blev derfor ogsaa sædvanligviis kaldet Arrebeinsstjup (ɔ: Arrebeins Stifsøn). Thorgils udviklede allerede fra Barnsbeen af en saadan Stridbarhed og Storsindethed, at det ej varede længe, førend han og Stiffaderen ej kunde komme ud af det med hinanden. Kun fem Aar gammel dræbte han en af Hestene paa Gaarden, fordi nogle andre Drenge havde udelukket ham fra en Leg, under Paaskud, af at ingen fik Lov til at deeltage, uden han havde skilt et eller andet levende Dyr ved Livet. Thorgils maatte nu flytte til Loft paa Gaulverjabø, der altid havde gjort meget af ham, og voxede her op til en smuk, sterk, forstandig og i al Slags Vaabenfærd vel forfaren, men tillige overmodig og heftig Yngling. Da han var 17 Aar, rejste han med Lofts Samtykke og Understøttelse over til Norge, hvor han tilbragte den næste Vinter hos en anseet Mand paa Hørdeland. Hid kom ogsaa Kong Harald Graafeld med sin Moder og sine Brødre, da de rejste omkring paa Veitsler, og Thorgils tildrog sig snart Kongernes Opmerksomhed ved sin Skjønhed og sit fornemme Væsen. Da han nu ogsaa deeltog i Lege, som anstilledes, og altid sejrede, blev Harald saa glad i ham at han kaldte ham sin egen Kæmpe. Thorgils underrettede nu Kongen om sit egentlige Ærende, nemlig at indtale de Ejendomme, som hans gjæve Frænder i Sogn havde besiddet. Kongen svarede, at hans Moder nu havde Raadighed over disse Ejendomme, og at han derfor maatte se til at vinde hendes Yndest. Thorgils henvendte sig derfor til Gunnhild, der svarede ham vel, og tilbød ham en Plads i Kongens Hird. Men da Thorgils undskyldte sig formedelst Mangel paa de dertil nødvendige Penge, blev hun saa vred, at hun spendte til ham med
- ↑ Det heder nemlig i Floamanna Saga Cap. 9, at Thord vilde indkræve de Arvedele, som hans Frænder havde ejet i Sogn. Ligeledes siger Thorgils i Cap. 12, at han havde store Arvedele efter gjæve Frænder at indkræve.
